Foto: TV 2 Lorry

Ikke flere penge til fødsler

På Rigshospitalet nåede de lige at byde to fødselslæger velkommen. De var et resultat af de ekstra 75 millioner der var afsat til at løfte fødeafdelingerne. Nu smækkes kassen i.

De to ekstra læger er et resultat af finansloven for 2015. Her ville staten øremærke 75 millioner kroner årligt til fødselsafdelingerne.

De øremærkede millioner skulle sikre ro og bedre tid på fødegangene. Nu har regeringen sløjfet de lovede penge.

Det var ellers et enigt Folketing, herunder Venstre, der under den tidligere regering vedtog, at det var enig i prioriteringen og opfordrede daværende sundhedsminister til at »holde fokus på udmøntningen af midlerne i regionerne og følge udviklingen i kvaliteten samt til at orientere Folketinget herom«.

Problemet er blot, at nu er pengene for 2016 og frem væk.

Det viser regeringens nye finanslovsudspil.

- Hvis det er relevant at lave en forbedret behandling i 2015, så er det vel lige så relevant i 2016. Derudover er det helt uforståeligt, hvordan man skal administrere en stor organisation, der bliver tilført midler i sommeren 2015 og som så bortfalder ved årsskiftet«, siger Morten Hedegaard, klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling til Politiken.

Rigshospitalet havde ellers også søgt om midler til at ansætte flere sosu-assistenter og jordemødre, så der døgnet rundt er én ekstra jordemoder på arbejde til de omkring 15 daglige fødsler, 5.500 årligt.

De nye, ekstra hænder skulle efter planen aflønnes med de øremærkede penge, som daværende SR-regering med 'Løft af kvaliteten på fødeafdelingerne' afsatte på sidste års finanslov.

Og klinikchef Morten Hedegaard er frustreret: - Jeg synes ikke, at man kan behandle de fødende eller medarbejderne med sådan en politik, hvor man først giver penge i det ene øjeblik og så trækker dem væk det næste, siger han.

Sundhedsminister Sophie Løhde , Venstre, oplyser skriftligt til Politiken, at regionerne har fået tilført 2,4 milliarder kroner næste år, så regionerne har "fuldt ud mulighed for at prioritere midler til fødeafdelingerne, hvis de ønsker det".