Id-kontrol giver problemer: Folk når ikke tog

Id-kontrollen til Sverige er nu en realitet. Men først mandag eftermiddag kommer den reelle test, siger pendlertalsmand.

Det forløb ikke gnidningsfrit, da grænsekontrollen på offentlige transportmidler med retning mod Sverige trådte i kraft ved midnat.

Det fortæller Michael Randropp, Pendlerklubben Kystbanens formand.

Han var til stede på togperronen i Kastrup, da de første passagerer fik tjekket deres id, før de fik lov til at stige ind i toget mod Malmø med afgang klokken 00.06.

- Man startede faktisk allerede ti minutter før med det tog, der havde afgang 23.46. Jeg er glad for, at de starter nu, fordi der var ikke særlig mange mennesker, og der var en del problemer med de id-skannere, som kontrollørerne er udstyret med, siger han.

Enkelte af de ganske vist få passagerer brokkede sig over den forsinkende proces med at finde pas eller andre identifikationspapirer frem og vente på at blive tjekket.

- Og allerede på den anden afgang efter midnat var der nogle, som ikke nåede deres tog og derfor måtte vente yderligere 20 minutter på grund af indtjekningen, og der var ikke engang kø på det tidspunkt, siger han.

Samtidig forudser Michael Randropp, at sandhedens time indfinder sig mandag eftermiddag, når tusindvis af pendlere med arbejde i København og bopæl i Sverige for første gang skal fremvise id i Kastrup.

Han frygter, at der både vil komme kø og ekstra ventetid på grund af kravet om kontrol og et ekstra togskift.

- Jeg regner ikke med, at det bliver så voldsomt i morgen tidlig (mandag, red.), fordi de fleste kommer fra Sverige mod Danmark. Der, hvor vi kommer til at se de helt store problemer, er mandag eftermiddag, når folk skal tilbage til Sverige, siger Michel Randropp til Ritzau natten til mandag.

Michael Randropp forudser, at butikker på begge sider af Øresund allerede mandag vil erfare, at der kommer færre kunder.

- Rejsetiden bliver fordoblet, men det er jo så i de bedste tilfælde. Lige så snart vi får nogle forsinkelser, og det sker rimelig tit, så får man en yderligere rejsetid. Jeg er sikker på, at fra mandag er der mange, som ikke orker at tage på shoppingture til enten Malmø eller København på grund af det her, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik