Vi kender dem på deres gule og reflekterende veste, reflekserne og håndskiltet, der ligner en slikkepind.
Hver morgen står de trofaste skolepatruljer i byområder nær skoler og sørger for trafiksikkerheden i al slags vejr.
Vi synes, at det er på sin plads, at vi alle en gang om året gør det omvendt.
Ofte bliver de mødt af utålmodige bilister, som bliver irriteret over deres arbejde, og som råber eller dytter ad eleverne.
Derfor er kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring gået sammen om at hylde landets skolepatruljer for det evige og til tider trælse arbejde i uge fem.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
- Normalt er det skolepatruljerne, der gør noget for andre. Vi synes, at det er på sin plads, at vi alle en gang om året gør det omvendt, så det er os voksne, der nu gør noget godt for skolepatruljerne. Der skal ikke så meget til. Et smil eller et 'tak for jeres indsats', når man møder skolepatruljerne. Det er med til at vise eleverne, at vi er mange, som sætter meget stor pris på deres indsats, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Besøg af politiet
Trafiknetværk Nordsjælland er et tværgående samarbejde mellem de nordsjællandske kommuner og Nordsjællands Politi.
Sammen er de blevet enige om, at skolepatruljerne skal hyldes for deres arbejde under kampagnen 'den sureste uge'.
Deres indsats er med til at højne trafiksikkerheden ved skolerne betydeligt, en indsats der er helt uundværlig.
Navnet dækker over, at januar og februar ofte er triste måneder vejrmæssigt at tilbringe udendørs.
Men nu kan de frivillige elever se frem til at få beøg af både politet og vejmyndigheden, og flere steder får eleverne også overrakt en hue til at holde vinterkulden på afstand og kakao til at holde sig varm.
- Hver dag tager eleverne et stort ansvar i morgentrafikken. Deres indsats er med til at højne trafiksikkerheden ved skolerne betydeligt, en indsats der er helt uundværlig. Og de gør det, uanset om solen skinner eller om det, som denne uge sidst i januar, er en sur uge. Derfor fortjener de unge et stort anerkendende skulderklap og ros for deres arbejde, siger Nick L. Gall, politikommissær og leder af Nordsjællands Politis opereative færdselssektion.
Treårig indsats
I de nordsjællandske kommuner bruger tusindvis af elever frivilligt deres tid i en skolepatrulje, hvor de hver eneste dag hjælper skolernes elever med at komme sikkert over vejen.
Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring vil nu arbejde sammen om at ændre den dårlige adfærd over for skolepatruljerne med en treårig indsats.
Her skal en ny kampagnefilm, nyhedsbreve til skoler og forældre samt samarbejde med kommuner og politiet tilsammen være indspark, som skal vende holdningen til elevernes indsats blandt trafikanterne.
- Vi har i Trafiknetværk Nordsjælland opnået et rigtig godt samarbejde på tværs af kommunerne og politiet. Et samarbejde der giver os mulighed for at lave fælles indsatser, hvor de deltagende kommuner sammen med politiet besøger skolepatruljerne og overrækker en anerkendelse, fortæller Katrine Kjærbo, områdeleder Trafik, vej og parkering, Helsingør Kommune
Fakta om 'den sureste uge' og skolepatruljerne
Følgende nordsjællandske kommuner deltager i kampagnen:
Helsingør, Frederikssund, Gentofte, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Fredensborg, Furesø, Egedal, Allerød og Hørsholm.
I løbet af uge 5 besøger Nordsjællands Politi og/eller vejmyndigheden alle skolepatruljerne og overrækker en anerkendelse.
• Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
• I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
• Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
• En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
• Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.
Kilde: Politi.dk