I fuldt firspring: Se fårene komme på græs i Gladsaxe

I Gladsaxe var mange mødt op for at se fårene blive sluppet løs skærtorsdag.

00:21

Her sættes fårene på græs i Gladsaxe. Video: TV 2 Lorry

Du har måske set billeder af køerne danse, når de bliver lukket ud på græs i foråret.

Køer er dog ikke de eneste dyr, der skal ud og have græs under klovene i april.

I Gladsaxe skal kommunens får også slippes løs på Radiomarken.

Og også her tog fårene nogle spring ud i naturen, da de endelig fik lov til at løbe frit.

- Fårene skal på græs ligesom køerne. Radiomarken er et fredet naturområde, og fårene sikrer de naturværdier, som vi ønsker, siger Axel Frederik Møller, biolog i miljøafdelingen i Gladsaxe Kommune.

Når fårene græsser, bliver biodiversiteten øget, hvilket betyder, at der kommer flere forskellige plantearter på arealet. Det skyldes, at fårene holder den kraftige vegetation nede, så der bliver plads til flere arter. Og med flere plantearter følger også flere dyrearter.

Torsdag blev der sluppet 26 får løs på Radiomarken. Foto: TV 2 Lorry

Fårene er henholdvis af racen af Spælsau og islandske får. Ulden på netop disse får blev i vikingetiden brugt til at lave sejl på vikingernes skibe.

- Der kommer vikinge-dyr på Radiomarken, siger Axel Frederik Møller.

Fårene er frit tilgængelige på Radiomarken, som du kan komme ind til igennem 16 klaplåger i hegnet.

Udover får huser den fredede Radiomarken blandt andet forskellige flagermusarter, salamandere, spidssnudede frøer, sjældne planter, snoge, firben og sumpvindelsnegle.

Her ses et islandsk får, der blandt andet skal leve på Radiomarken. Foto: Gladsaxe Kommune

For at passe på dyrene er det vigtigt at:

  • Hundene føres i snor
  • Får og lam må ikke fodres
  • Lad får og lam græsse i fred og ro, da de let kan forskrækkes


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik