Kæmpehit: Morgensang på Roskilde

Hver morgen er der morgensang for Roskilde Festival-deltagerne i den stille camp Settle 'N 'Share. Det er et hit, og vi var med.

I det fjerne kan man høre tonerne fra et klimprende klaver flyde fjerlet over igloteltenes våde teltduge på et af de aller fjerneste campingområder på Roskilde Festivalen. Det er formiddag - klokken har lige passeret 10.

Og dér, i udkanten af campområdet, knejser et stort, hvidt spidstelt sig mod toppen af den pæl, som udgør centrum under teltdugen. Det er her, musikken kommer fra.

Lyden af klaveret bliver kraftigere, jo nærmere man kommer.  Men det er ikke kun det gamle Hornung & Møller klaver, der ikke helt stemmer.

Under den hvide teltdug sidder en større gruppe mennesker og synger. Med søvndrukne øjne, nogle iklædt regntøj - andre i shorts og T-shirt, men alle med let åbne munde synger de med på højskoleklassikere i bedste højskolemanér - og hver med sin stemme.

Vi er havnet i hjertet af højskoleånden - lige dér hvor alle mødes med fællesskab og fællesskabelse som den helt store fællesnævner.

Og det er ikke uden grund, at det er lige netop her, at højskolestemningen er i top.

Det skyldes, at dette er tilholdsstedet for den kommende Roskilde Festival Højskole - et nyt initiativ, der fysisk tager første spadestik til byggeriet til vinter. Højskolen startes dog først officielt den 6. Januar 2019.

Konceptet og kernen i højskoleprojektet er, at bygge videre på de værdier og fagligheder, der hvert år skaber Roskilde Festival.

Ifølge Roskilde Festival Højskoles hjemmeside skal skolen desuden bygge på det bedste fra den danske højskoletradition tilsat frivillighed, holdningsarbejde og kulturproduktion - ingredienser, som Roskilde Festival har været kendt for at producere og udnytte på fornemmeste vis, siden festivalen startede i 1971.

Tilbage til højskole-morgensangen i det hvide telt. Mens spæde, ru og yndige stemmelæber former melodien til Benny Andersens Svantes lykkelige dag, sidder fire piger i skrædderstilling på den tørre jord under den hvide teltdug.

Blandt dem sidder Amalie Søndergaard. Hun har selv gået på efterskole og kender godt til livsstilen, hvor fællesskab er i højsædet.

- Jeg synes det her er mega hyggeligt - det giver noget fællesskab. Og så har jeg selv gået på efterskole, så det er bare sådan en hyggelig følelse at synge sammen, siger Amalie Søndergaard til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Og så kommer man også op om morgenen, så man ikke bare ligger i sin seng hele dagen.

Men går det her ikke ud på, at man skal feste og drikke nogle bajere?

- Jo, det har det. Men man skal også lære hinanden at kende, og man lærer hinanden at kende meget bedre, når man synger sammen, siger Amalie Søndergaard.

I baggrunden langs teltkanten står Jesper Elkjær Øland og summer med. Han er en af initiativtagerne bag Roskilde Festival Højskole, og så står han også bag idéen om en decideret højskole-afdeling på festivalen, der ligger i området Settle 'N 'Share.

- Jeg har været i højskoleverdenen 20 år, og på den her festival i 15. Så jeg synes, at der er en ret klar sammenhæng mellem den ånd der er herude og festivalens mission om at skabe åbne og legende mennesker. Det er også det, som højskoler brænder og arbejder for rundt om i landet, siger Jesper Elkjær Øland og fortsætter:

- Og det vil vi selvfølgelig gerne have overført til vores højskole også.

Ifølge den kommende forstander skal Settle 'N 'Share forsøge at danne ramme for de værdier, som Roskilde Festival Højskole repræsenterer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik