Hverdagens helt kom forbi Vejby Strand

René Mortensen var ude med morgennyheder til sommerhusgæsterne ved Vejby Strand, men endte med selv at ende i overskrifterne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

En vaskeægte hverdagshelt kom natten til lørdag forbi
sommerhuskvarteret i Hanebjerg Plantage ved Vejby Strand.
Egentligt skulle han bare dele morgenaviser ud. Men da resterne
fra en grill antændte sig selv i en skraldespand, blev han
redningsmanden for områdets beboere. René Mortensen handlede
nemlig hurtigt og instinktivt, da han ved hjælp af naboens
haveslange fik slukket ilden, der var ved at brede sig til fra
det tørre græs til nåletræerne i plantagen. Hanebjerg Plantages
sommerhusområde er beplantet med mange nåletræer, der er ekstra
tørre i det varme vejr. Og var det ikke for René Mortensens
kvikke handling, havde træerne været en farlig katalysator for
en større brand. Trods brandaktionen udenfor vågnede hverken
beboerne i den brændende skraldespands sommerhus eller naboen.
Og da René Mortensen ikke ville forstyre nattesøvnen, nu hvor
faren var drevet over, lagde han efterfølgende en besked, hvor
han undskyldte for rodet med haveslangen. Noget som ejeren af
vandslangen er rørt over. - Havde det ikke været for ham, så var
det hele futtet af, siger Knud Lyngtorp, der efterfølgende har
takket den civile brandmand over telefonen. Huset, hvor den
brændende skraldespand stod, ejes af kontorfirmaet Xerox'
Pensionskasse. Beboerne er ansatte i firmaet og havde lejet
huset. De var også meget taknemmelige for René Mortensens
indsats og har givet ham en flaske vin som tak. Beboerne i
Hanebjerg Plantage kan dog også takke Farvandsvæsenet for den
veludførte brandslukning. Her har René Mortensen - der i dag er
maler og var afsted med aviser som afløser for en ven -
tidligere har været ansat og blandt andet lært at slukke
ildebrande.- Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg
tog det som en pligt at slukke ilden, siger René Mortensen.