Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Hver tiende morgentog mangler siddepladser

Det har aldrig været så svært at få en siddeplads i toget, skriver metroxpress.

I gennemsnit var hele 9,3 procent eller 5.000 togafgange i myldretiden i 4. kvartal 2013 overbookede - altså hvor der var flere passagerer end sæder i togene, viser nye tal fra DSB.

Især er morgen- og eftermiddagstog til og fra Aarhus, Odense og København så proppet med pendlere, at folk må stå op på mange ruter. Selv folk med de dyre førsteklasses-billetter må stå op.

På hele 13 togafgange er mere end hver 10. tog overbooket - det er ellers maksimum for antal overbookede afgange i myldretiden ifølge regeringens kontrakt med DSB.

»Jeg kan godt forstå, at det er frustrende, at man som passager skal stå op. Men når man ser på morgenmyldretiden på Sjælland, er det oftest Intercity-tog med få stop, der er fyldt, mens der er plads i regionaltogene, der er 5-10 minutter længere om samme tur,« siger direktør for DSB Operation, Anders Egehus, til metroxpress.

Ifølge en rapport fra Transportministeriet vil problemet kun blive værre. Der vil komme en tredjedel flere passagerer frem mod 2022, mens DSB vil få langt færre pladser i togene.

Flere partier kalder de mange overfyldte tog »uacceptabelt«.

»Det er så skidt, at jeg straks vil kalde ministeren i samråd,« siger transportordfører Mike Legarth (K).

SF's ordfører Karsten Hønge kan ikke styre bandeordene: »Pisseirriterende, at man ikke kan få en siddeplads.«

Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra transportminister Magnus Heunicke (S).