Hver anden nyansat var ikke på kursus i Sundhedsplatformen

Undervisningen i at bruge IT-systemet Sundhedsplatformen har været så dårlig, at mange ikke har sendt deres nye medarbejdere på kursus.

IT-systemet Sundhedsplatformen kræver en grundig oplæring, når man som nyansat på hospitalerne, skal i gang med at bruge det. 

Alligevel var det kun omkring halvdelen af de nyansatte, der i fjerde kvartal sidste år blev sendt af sted til Region Hovedstadens centrale introduktionskurser, fortæller Kim Veber Carlsen, der er enhedschef i Center for IT, Medico og Telefoni (CIMT) i Region Hovedstaden, til DR P4 København.

Og det skyldes ikke, at hospitalerne ikke vil have, at deres nye ansatte skal lære at håndtere systemet - tvært imod.

Undervisningen har været så ringe, at en del hospitalsafdelinger har ment, det var bedre at lære de nyansatte op selv. 

Kim Veber Carlsen erkender, at undervisningen ikke har været god nok, og at en del hospitalsafdelinger derfor har holdt deres nyansatte væk fra kurserne.

- Kritikken har blandt andet været, at undervisningen er for generel og ikke tager nok udgangspunkt i det daglige arbejde ude på de forskellige afdelinger, siger han til DR P4 København.

Dårlig brug af de hospitalsansattes tid

Og det vækker ikke ligefrem begejstring hos Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.

- Det holder jo ikke, at man, to år efter Sundhedsplatformen blev etableret, ikke har formået at lave et uddannelsesforløb i en liga, der er værd at bruge tid på, siger hun til DR P4 København. 

Det betyder, at der er flere afdelinger, der føler, at de er nødt til at bruge de interne ressourcer på at lave sidemandsoplæring, hvor en erfaren læge lærer en nyansat at navigere i IT-systemet, forklarer Lisbeth Lintz.

Men det er ikke en hensigtsmæssig fordeling af ressourcer, mener hun.

- De hospitalsansatte skal ikke bruge tid på at lære sig selv eller deres nye kollegaer, hvordan man bruger Sundhedsplatformens IT-systemer. Vi er jo specialister i, hvordan man finder ud af, hvad folk fejler og i at hjælpe dem med at blive raske. Det er det, vi skal bruge vores energi på, siger hun. 

Kristina Robins, næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) i Hovedstaden, forstår heller ikke, at man ikke kan tilbyde en relevant og brugbar undervisning.

- Det er ikke i orden. Det er rigtig vigtigt at man som nyansat, der ikke kender Sundhedsplatformen, får en ordentlig introduktion, så vi sikrer den faglige kvalitet og patientsikkerheden ude på afdelingerne, siger hun til DR P4 København.

Kristina Robins frygter, at det i værste fald kan have konsekvenser for plejen og behandlingen ude på afdelingerne.

- Man kan jo risikere, at vigtige oplysninger ikke bliver dokumenteret rigtigt, og at der dermed kan opstå fejl, siger hun.

Bedre kursus på vej

Region Hovedstaden blev opmærksomme på problemet tilbage i efteråret efter en evaluering af Sundhedsplatformens undervisningsforløb.

- Vi har lyttet til de hospitalsansatte, og derfor har vi nu opdateret et nyt koncept, som blev testet i starten af 2018, siger Kim Veber Carlsen, enhedschef i CIMT i Region Hovedstaden, til DR P4 København.

Derfor ser både DSR og Overlægeforeningen frem til 1. juni, hvor Region Hovedstadens nye uddannelseskoncept træder i kraft. Det skal skabe større sammenhæng mellem teori og praksis for Sundhedsplatformens nye brugere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik