Foto: TV 2 Lorry

Hver 4. student tager ekstra fag på VUC

Antallet af studerende, der tager suppleringskurser på VUC for at komme ind på deres favorituddannelse, stiger fortsat.

Hver fjerde student tager nu supplerende kurser for at opnå et snit, der bringer dem ind på deres drømmeuddannelse.

Fra 2007 er tallet vokset fra 4.100 til næsten 12.000 i 2015, fortæller DR Sjælland.

Maja Lykkegaard fra Næstved, der gerne vil læse biomedicin på DTU tager suppleringskursus i København lige nu.

- Jeg skal have fysik, matematik og kemi på højere niveau, end jeg havde i gymnasiet, siger Maja Lykkegaard, til DR Sjælland.

Hun har egentlig taget en matematisk studentereksamen, men skal alligevel supplere.

Det kan betyde senere studiestart for Maja Lykkegaard.

- Det ender med, at jeg skal have to år, hvor jeg arbejder og supplerer, og det kan jeg godt synes, er for meget, siger hun til DR Sjælland.

Politikerne har fået øje på de mange elever, der må supplere og som derfor bliver forsinket i studiestarten.

- Gymnasiet er studieforberedende, og derfor nytter det ikke noget, at studenterne ikke opfylder kravene til at gå på de videregående uddannelser, siger Anette Lind, børne- og undervisningsordfører (S) til DR Sjælland.

I foråret forsøgte politikerne at lave en reform, med færre tilvalgsfag og flere adgangsgivende fag - men den dumpede pga. uenighed om optagelseskravene til gymnasiet.