Hussalg i Nordsjælland næsten halveret på et år

Der er kun solgt 461 huse i tredje kvartal i Nordsjælland i forhold til 794 i samme periode sidste år.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Det er ikke noget nyt, at det tager lang tid at få solgt sin bolig i øjeblikket, og Realkreditrådets nye statistik for tredje kvartal er bestemt ikke opløftende læsning. Den afslører nemlig, at der kun er solgt 461 parcel- eller rækkehuse i Nordsjælland mod 794 i samme periode sidste år.
Det stemmer meget godt overens med Thomas Blochs opfattelse af markedet. Han er indehaver af Danbolig i Hørsholm og Espergærde og dækker dermed en stor del af kommunerne langs Øresund.
- De mest salgbare er dem til mellem 1,5 og 3 millioner kroner. Der er mange lejere, der opsiger deres lejemål nu for at købe, mens renten er lav, og hvor der er et stort udbud, siger Thomas Bloch.
Ser man på de seneste tre kvartaler, er der da også en klar tendens til, at en del købere har trukket følehornene til sig i løbet af det seneste års tid. Indtil videre er der i år kun solgt 1887 huse i Nordsjælland mod 2430 i samme periode af 2010 og 2116 i 2009, viser statistikken fra Realkreditrådet. Derfor er der da heller ingen tegn på, at det nye år med det samme byder på markant flere salg og højere huspriser, men der er stor sandsynlighed for, at det vil rejse sig snart igen, vurderer både Thomas Bloch og Lone Bøegh Henriksen, der er indehaver af 10 ejendomsmæglerforretninger i København og Nordsjælland.
- Det dækker simpelthen ikke det boligbehov, der er, med de boliger, der bliver solgt i øjeblikket. Derfor tror jeg, at flere vil handle fast ejendom næste år, siger Lone Bøegh Henriksen fra Home.
Ifølge hende er det også de små familiehuse og rækkehuse, der bliver solgt hurtigt i øjeblikket, ligesom tre-værelseslejligheder er populære. De skal også ligge godt, og derudover handler det om at sætte en realistisk pris for at få solgt, oplyser hun.
På landsplan er priserne på parcel- og rækkehuse faldet med 6,6 procent ifølge Realkreditrådet. Der bliver i gennemsnit skåret 200.000 kroner af udbudsprisen på et typisk hus til 1,6 millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik