Huskat fik førstehjælp efter brand i lejlighed

Hovedstadens Beredskab rykkede lørdag morgen ud til en lejlighedsbrand. Her gav de en røgforgiftet huskat livreddende førstehjælp.

En kat i Brønshøj har brugt et af dens ni liv.

Lørdag morgen var den nemlig centrum for et større førstehjælpsaktion.

Hovedstadens Beredskab rykkede klokken 05.52 ud til Bystævneparken, hvor en lejlighed i en institution var brudt i brand.

- Beboer og katten er hjemme i lejligheden. Heldigvis får vi dem begge ud i tide. Beboeren bliver kørt på hospitalet, mens den livløse kat blev på stedet. Så begyndte vi at give katten livredning, siger Tim Ole Simonsen, vagthavende operationschef i Hovedstadens Beredskab.

Mens lejlighedens beboer var uden for livsfare, havde katten hårdt brug for hjælp.

- Vi har noget iltudstyr, som man bruger til personer. Så tog vi den maske af, som man normalt giver mennesker med røgforgiftning på, og så førte vi ligesom slangen ind i munden på katten og gav den ilt, forklarer Tim Ole Simonsen.

Den kløgt gav kattepote.

- Efter lidt tid vågnede den op igen. Og nu har den det efter sigende fint, siger operationschefen.

Da det stod klart, at den sorte huskat igen var på højkant, blev katten overdraget til institutionens personale.

- Det er ikke så tit, vi giver dyr livreddende førstehjælp. Men vi gør fra tid til anden. Og så er det jo altid glædeligt, når vi kan være med til at redde liv, om det er dyreliv eller menneskeliv, siger Tim Ole Simonsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik