En stribe bilister dømmes mandag for at have kørt for stærkt ved vejarbejder i Nordsjælland.
Bilisterne lagde sag an i første omgang, fordi man ikke mente, at der var skiltet ordentligt.
Men nu siger Østre Landsret, at skiltningen var i orden, og dermed afvises bilisternes krav om frifindelse.
Afgørelserne kan få betydning for et stort antal bilister, der angiveligt har stået klar med lignende krav om frifindelse.
Prøvesagerne i retssystemet angår for høj fart ved vejarbejder på Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen i foråret og sommeren 2015.
Her blev der givet over 5.000 bøder i perioden. Af dem risikerede 1.047 en betinget frakendelse kørekortet.
Sagen endte i retten i første omgang, fordi 170 bilister nægtede at betale deres bøde.