De første kvindelige betjente blev ansat i 1977. Billedet af de to politikvinder her er fra 1982. Foto: Politimuseet

Hun var blandt de første kvinder i politiuniform - og mændene var misundelige

Kvindernes Internationale Kampdag markeres hvert år d. 8. marts verden over. Hos det danske politi kender kvinderne også kampen.

I dag ser vi både kvinder og mænd iført den blå skjorte, som kendetegner det danske politi. Men det var ikke før 1977, at danske kvinder kunne trække i uniformen på lige fod med mænd.

Mændene var rigtig søde, men nogle gange blev de misundelige, hvis vi piger fik for meget opmærksomhed.

Hanne Simonsen, Pensioneret politikvinde, Københavns Politi

Én af dem var nu 66-årige Hanne Simonsen. Hun havde søgt ind i fem år, før hun blev optaget på Politiskolen.

- Det var sjovt at være med fra starten, fortæller den nu pensionerede politikvinde.

Den første kvinde, som fik job hos København Politi, blev ansat på prøve i 1920. Hendes arbejde  bestod i at afhøre børn, unge eller kvinder, som havde været udsat for overgreb.

Læs også Nordsjælland i front med kvinder i håndværksfag

Helt op til 1970 var kvinder ansat i specielle afdelinger - aldrig på lige fod med mænd - og efter 1970 var der helt lukket tilgang for kvinder i politet. Men i 1977 fik de første 17 kvinder som forsøgsordning skilt og pistol i hånd.

Kvinder i uniform overraskede på gaden

Ifølge Hanne Simonsen var mændene på politiskolen for det meste imødekommende, men til tider fik de også for meget.

Folk synes, det var lidt spændende, at der var piger i politiet. Og det var det da også,

Hanne Simonsen, Pensioneret politikvinde, Københavns Politi

- De var rigtig søde, men nogle gange blev de misundelige, hvis vi piger fik for meget opmærksomhed, siger hun.

Borgene på gaden var også generelt venlige, selv om de lige måtte kigge en ekstra gang. En kvinde i uniform var et uvant syn.

- Folk synes, det var lidt spændende, at der var piger i politiet. Og det var det da også, fortæller Hanne Simonsen.

Læs også Her kan du fejre Kvindernes Internationale Kampdag

Efter de første kvinder blev ansat i 1977, har der været mange kvinder igennem politiet. Hanne Bech Hansen blev i 1988 som den første kvinde i Danmark chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), og i 1995 blev hun den første kvindelige politidirektør i København.

I dag er 53-årige Anne Tørnes politidirektør for Københavns Politi.