Hovedstadskommuner vil dæmpe trafikstøj

Det skal være lettere at bo tæt på en motorvej, mener otte hovedstadskommuner, der sammen kæmper mod trafikstøj.

Nye, støjdæmpende foranstaltninger skal gøre livet mere tåleligt for motorvejsnaboer. Otte hovedstadskommuner og fem private partnere er gået sammen om at finde nye våben i kampen mod trafikstøj. Det skriver DR P4 København.

- Det kunne være nye smarte støjskærme, som indeholder nye materialer, eller nye planløsninger. Altså hvordan man planlægger sig bedre ud af det, fordi man ikke er lykkedes med at planlægge veje og boliger på en fornuftig måde, siger Kirstine Hjorth Lorenzen, projektleder i samarbejdet, der går under navnet Gate21, til DR P4 København.

Planen er at lave et levende støjlaborarium, hvor også private virksomheder vil medinvestere i at få nedbragt trafikstøjen. Man vil blandt andet forsøge sig med støjskærme langs motorvejen, støjvolde og asfalt iblandet knuste vindmøllevinger.

Jørn Dalgaard Mikkelsen fra Hvidovre er stærkt plaget af trafikstøj, fordi han bor meget tæt på Holbæk-motorvejen. Han er ikke overbevist om, at forsøgene vil hjælpe nok.

- Støjdæmpende asfalt er en god idé, men der skal meget mere til. Vi foreslår, at man sænker hastigheden på motorvejen gennem højt bebyggede områder, siger Jørn Dalgaard Mikkelsen til DR P4 København.

Hvidovre Kommune giver årligt 280.000 kroner til samarbejdet Gate21, for trafikstøjen er et problem i kommunen. Det mener også byrådspolitiker Finn Gerdes fra Socialdemokratiet.

- Vi regner med, at der kan findes nogle nye og bedre løsningen af hensyn til at absorbere støjen, siger han til DR P4 København.

Gate21 skal have skaffet op til 1,5 million kroner til forundersøgelser af hvilke løsninger, der skal satses på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik