Hovedstadskommuner: Nye regler for byfornyelse sjofler os

Otte procent af lejlighederne i København og på Frederiksberg mangler bad, toilet eller køkken. Men nye regler tilgodeser landområderne, lyder kritikken.

Der er dårligt nyt til de københavnerne og frederiksbergere, der bor i lejligheder med såkaldte installationsmangler.

Københavns og Frederiksberg kommuner har indtil nu kunnet søge midler, der oprindeligt var øremærket til andre kommuner, men som ikke var brugt. Den mulighed lægger regeringen nu op til at fjerne med en lovændring, og det vækker kritik i de to hovedstadskommuner.

For mens 8,5 procent af københavnerne undværer køkken, toilet eller bad, gælder det for 8,2 procent af borgerne på Frederiksberg. På landsplan er tallet blot 3 procent.

Færre penge til nedslidte boliger i Hovedstaden.  Det bliver resultatet, hvis regeringen kommer igennem med forslaget om at ændre den såkaldte byfornyelseslov.

quote Behovet i Hovedstadsområdet er langt større og derfor synes jeg, det er skævt at fordele pengene ud til Jylland og Fyn.

Simon Aggesen, Kons., rådmand, Frederiksberg

København og Frederiksberg danner fælles front

Derfor er både Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten og rådmand Simon Aggesen, Kons., fra Frederiksberg rørende enige i kritikken af regeringen.

- Behovet i Hovedstadsområdet er langt større og derfor synes jeg, det er skævt at fordele pengene ud til Jylland og Fyn. Jeg synes, støttemidlerne skal falde der hvor behovet er størst - og det er altså Frederiksberg og København, siger Simon Aggesen.

quote Nu vil det bare betyde at der er lejligheder der får lov at stå i rigtig dårlig stand i mange år fremover

Morten Kabell, Enhl., teknik- og miljøborgmester, København

Morten Kabell ærgrer sig over, at København ikke længere kan samarbejde med kommuner, der af en eller anden grund ikke har brugt hele budgettet til byfornyelse. 

- Det har betydet, at pengene rent faktisk bliver brugt på at skabe bedre forhold. Nu vil det bare betyde at der er lejligheder der får lov at stå i rigtig dårlig stand i mange år fremover, siger han.

Bygningsminister Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, har søndag ikke ønsket at kommentere kritikken over for TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik