Hovedstadens unge, psykisk syge bliver ikke udredt til tiden

Over halvdelen af de unge patienter med psykiske sygdomme i Region Hovedstaden venter for lang tid på en diagnose. Det skriver DR P4 København.

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 46 procent af børn og unge under 18 år i sidste kvartal blev udredt inden for 30 dage, som de har ret til. Det er markant lavere end kvartalet før, hvor 65 procent blev udredt til tiden.

Det er bekymrende og dybt kritisabelt, fordi ventetiden kan gøre børnene mere syge, siger Thorstein Theilgaard til DR P4 København, der er generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri.

- Det er gået fra skidt til værre. Bag statistikken gemmer der sig børn, forældre og søskende, som er dybt bekymrede, siger han fortsat.

6,6 millioner kroner til løsning

Regionsrådspolitikerne har sat 6,6 millioner kroner af i budgetaftalen til at løse problemet. Pengene bliver udmøntet fra årsskiftet og skal blandt andet gå til flere ansatte. Derudover er der også nedsat en taskforce, der generelt skal få bugt med lange ventelister.

De nye udredningstal får dog Thorstein Theilgaard til at tvivle på, at indsatsen er nok.

- Pengene kommer lidt sent, og spørgsmålet er, om det er nok. Tallene går markant den forkerte vej og man skal huske på, at udgangspunktet var skidt, siger han til DR P4 København.

Nina Tejs Jørring, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, mener også, at der skal mere til, hvis man skal have en bedre behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Men det starter med, at politikerne begynder at fokusere på selve behandlingen og forebyggelse i stedet for udredningsretten og tilfører området langt flere penge, fortæller hun.

- Man har fundet ud af, at der er rigtig mange børn, der går og bakser med psykisk sygdom. Hvis vi gerne vil have, at de skal være psykisk sunde, så kommer det til at koste helt andre penge end dem regionsrådspolitikerne hoster op med i dag, siger Nina Tejs Jørring til DR P4 København.

Region Hovedstaden: Fejlen skyldes flere patienter og it-problemer

Hos Region Hovedstaden forklarer man udviklingen med en stor stigning i antal henviste patienter og registreringsproblemer i it-systemet Sundhedplatformen. Ifølge formanden for psykiatriudvalget, Karsten Skawbo (C), kan it-problemerne betyde, at flere patienter er blevet udredt end man kan læse i statistikken.

Alligevel kalder han udviklingen for utilfredsstillende og åbner op for at tilføre området flere penge i fremtiden. Men det kommer ikke til at ske, så længe der ikke er et overblik over, hvor mange der rent faktisk er udredt.

- Vi må se på, hvordan det udvikler sig. Men jeg må henholde mig til, at vi på samme tid sidste år udredte 84 procent til tiden. Og var for lidt færre midler end i dag, så jeg tror på, det kan lade sig gøre, siger Karsten Skawbo til DR P4 København.

I landets øvrige regioner er det maksimalt 10 procent, der ikke bliver udredt til tiden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik