Nu kan hovedstadens kvinder føde gratis på fødeklinik

Gravide kvinder fra Region Hovedstaden får for første gang mulighed for at vælge at føde på privat fødeklinik gennem det frie sygehusvalg.

Regionens gravide kan nu vælge at føde på Fødeklinik Storkereden i Roskilde.

Via det frie sygehusvalg kan de stormavede kvinder vælge fødeklinikken, der er Danmarks eneste private – men offentligt betalte – fødeklinik.

Vi har ikke læger ansat, så der gælder samme regler for os, som hvis man vælger en hjemmefødsel. Man skal have et ukompliceret forløb og føde til termin. 

 Louise Zielinski, jordemoder 

Siden etableringen i 2013 har Fødeklinik Storkereden udvidet fra en til i dag tre klinikker, der hidtil har serviceret kvinder fra Region Sjælland. Men nu udvides tilbuddet altså til også at omfatte kvinder fra Region Hovedstaden.

- Vi har gennem det sidste år haft mellem fem og 10 henvendelser om ugen fra gravide i Region Hovedstaden, som ønskede at føde hos os. Så vi er helt utroligt glade for, at vi nu har fået grønt lys til at kunne sige ja til nogle af dem gennem det frie sygehusvalg, siger Louise Zielinski, jordemoder og indehaver af Fødeklinik Storkereden.

Læs også Region Hovedstaden: Gravide kvinder sendes mellem fødesteder

Overvejer man at føde hos Storkereden, skal man dog ikke vente for længe med at tage kontakt, lyder det.

- Ifølge vores aftale med Region Sjælland må vi tage op til 200 fødsler om året på hver klinik, og da vores kontrakt er med Region Sjælland, har kvinder herfra naturligvis fortrinsret. Men vi har indtil videre fornuftigt med luft på klinikken i Roskilde, siger Louise Zielinski.

Hun fortæller, at man ikke behøver være i starten af sin graviditet for at udnytte tilbuddet fra Storkereden.

- Man kan godt komme her, selv om man er langt i sin graviditet og har startet sit graviditetsforløb et andet sted, siger hun. 

Se også: GRAVID MED SIN UNDERBO - ET VIRALT HIT

Ingen komplikationer er et krav 

Skal man føde hos Storkereden, er det dog et krav, at både graviditet og fødsel forløber uden komplikationer.

- Vi har ikke læger ansat, så der gælder samme regler for os, som hvis man vælger en hjemmefødsel. Man skal have et ukompliceret forløb og føde til termin. Samtidig er vi jo ekstra uddannet i at spotte tidlige tegn på komplikationer, og opdager vi sådan et undervejs i fødslen, bliver man med det samme overført til et hospital. Vi tager ingen chancer, siger Louise Zielinski.

Det er dog ikke mange af Storkeredens fødende, der har oplevet at blive overført til et hospital.

- Det er faktisk ganske få, vi overflytter i fødslen, men de gange, det er sket, er det forløbet helt glat og udramatisk. Vi er rigtig glade for det gode samarbejde, vi har med fødeafdelingerne, og som jordemødre følger vi den gravide på hospitalet, så trygheden ved et kendt ansigt fortsætter, siger Louise Zielinski.

Aftalen med Region Hovedstaden er trådt i kraft, og Fødeklinik Storkereden har allerede modtaget gravide fra hovedstadsområdet.