Foto: Lorry / Arkiv

Hovedstaden bliver yngre, mens provinsen bliver ældre

Befolkningen i København er nu i snit mere end 16 år yngre end dem, der bor på Læsø - og mere end 10 år yngre end folk på Lolland, skriver metroxpress.

Mens gennemsnitsalderen hos indbyggerne i Danmark vest for Valby Bakke år for år stiger til nu godt 41 år, bliver borgerne i København yngre - her er de i snit 35,9 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Kun de fire største danske byer har i dag en befolkning under 40 år.

»Det er en global megatrend, at de unge og især de unge piger trækkes mod storbyerne. Det stiller selvfølgelig nogle krav til, hvilke tilbud byerne skal stille til rådighed,« siger Peter Philip Stephensen, leder af Dream, der forsker i befolkningsudvikling.

Foryngelseskuren er tydelig på Frederiksberg, der er ved at smide sit hattedame-image. Her er befolkningen blevet næsten 1,5 år yngre på 10 år. Kommunen satser på ungdomsboliger og pasningsgaranti til børnefamilier.

»Vi er blevet en meget yngre kommune. Det kan give nogle kultursammenstød, når vi har technofestival i Frederiksberg Have, og ældre borgere klager,« siger rådmand Jan E. Jørgensen (V).

På Læsø er de knap 2.000 indbyggere blevet i snit godt fem år ældre på 10 år og er nu 52,3 år. Læsø er den kommune, hvor den største del af skatten går til at passe ældre.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vende udviklingen og få flere unge til at blive og lokke flere hertil,« siger borgmester Tobias Birch Johansen (V).