Foto: Jan Jørgensen / Scanpix

Hovedstaden bedst til at lokke udenlandske virksomheder til

Kommunerne i hovedstadsområdet klart i front i kapløbet om at få udenlandske virksomheder til etablere sig. Den Københavnske Vestegn dominerer.

God infrastruktur og tæt placeret på København.

To af de ingredienser, som er stærkt medvirkende til, at en lang række kommuner i hovedstadsområdet ligger helt i top, når det handler om evnen til at lokke udenlandske virksomheder til.

Det fastslår en dugfrisk forskningsrapport fra Kraks Fond Byforskning. 

Rapporten har målt antallet af udenlandske virksomheder set i forhold til det samlede antal virksomheder i kommunerne, og her topper Ballerup med 25, 26 procent udenlandske virksomheder. 

Læs også Ballerup-virksomhed laver millionaftale med kinesere

Men Ballerup er altså langt fra ene om at repræsentere hovedstadsområdet. Lige efter følger Glostrup, Brøndby, Tårnby, Høje-Taastrup, Herlev. 

Og listen fortsætter.

Faktisk skal man helt frem til nummer 15 på listen for at finde en kommune, som ikke ligger her i området. Det er Fredericia.  Som så efterfølges af Greve og København.

Rapporten faststlår at infrastruktur, nærhed til store byer og gode internationale forbindelser har stor betydning for, hvor de udenlandske selskaber placerer deres virksomheder. Og hovedstadsområdet ser altså ud til at udfylde alle de betingelser. 

Læs også IT-gigant bygger stort center i København

Forskerne var i første omgang overraskede over, hvorfor ikke København ligger helt i top. Men set med udenlandske briller er en afstand på 20 minutter eller lidt mere til København - med alt hvad byen har at byde på - ikke meget. Og samtidig er det både billigere og nemmere at ligge uden for København, fortæller Cecilie D. Weatherall, seniorforsker ved Kraks Fond Byforskning.

De udenlandske virksomheder har i øvrigt en tendens til at lægge sig i klynger. I Hillerød finder man for eksempel en række medicinalvirksomheder, mens det i Ballerup mere handler om teknologiske virksomheder.

Top 25:  Kommuernes andel af udenlandske virksomheder i forhold til danske målt i procent:

1. Ballerup 25,26 
2. Glostrup 25,13
3. Brøndby 24,48
4. Tårnby 24,30
5. Høje-Taastrup 23,49
6. Herlev 23,26
7. Albertslund 22,52
8. Gladsaxe 21,09
9. Hvidovre 19,84
10. Allerød 19,29
11. Rudersdal 18,55
12. Vallensbæk 17,07
13. Ishøj 16,61
14. Hørsholm 16,37
15. Fredericia 16,34
16. Greve 15,96
17. København 15,66
18. Kolding 15,45
19. Aarhus 13,89
20. Køge 13,84
21. Fredensborg 13,01
22. Ringsted 13,00
23. Hillerød 12,95
24. Helsingør 12,91
25. Lyngby-Taarbæk 12,49