Hostrups Have-beboere får kæmperegning for husleje

​De tidligere andelshavere opkræves nu depositum og forudbetalt leje. Helt efter bogen – desværre, siger socialudvalgsformand.

De næsten 770 lejere i Hostrups Have på Frederiksberg skal med ét betale et pænt stort beløb til den nye ejer af boligkomplekset, der indtil for nylig var Danmarks største andelsforening.

Men da foreningen gik konkurs og senere blev overtaget af det svenske investeringsfirma Heimstaden, skiftede beboerne også status fra andelshavere til lejere. Og da lejere skal betale depositum til deres udlejere, kan alle lejerne imødese en regning, der skal betales i september. 

Hanne Thorup er 86 år og er lige kommet igennem en rygoperation. Derfor er bevægelserne forsigtige, når hun flytter sig rundt i lejligheden, hun har boet i siden 1983.

quote Man tærer på sine penge. Til sidst er der jo ingen tilbage. Da jeg på et tidspunkt sad alene med to børn er det også begrænset hvad jeg har lagt til side

Hanne Thorup, beboer, Hostrups Have

- Jeg er lige ved at tude

Men lige nu er det de økonomiske krav fra de nye ejere, som går hende mest på. Hun regner med at skulle af med omkring 42.000 kroner i depositum, forudbetalt leje og leje for september. Og det tager hårdt på hende. 

- Det påvirker mig. Det tager mit gode humør. Jeg er lige ved at tude. Jeg synes, det er nogle svære ting, man er oppe imod, når man bliver ældre, siger hun, da TV 2 Lorry møder hende i den lejlighed, hun har boet ind i siden 1983, hvor hun flyttede ind med sine to børn.

Hun føler, at kravet kommer ubehageligt pludseligt.

- Man tærer på sine penge. Til sidst er der jo ingen tilbage. Da jeg på et tidspunkt sad alene med to børn er det også begrænset hvad jeg har lagt til side, siger Hanne Thorup.

Udlejer følger reglerne

Den nye ejer af Hostrups Have, Heimstaden, forklarer over for TV 2 Lorry, at beløbet dækker over tre måneders forudbetalt husleje og tre måneders leje i depositum. Præcis som lejeloven giver udlejere mulighed for at opkræve.

For Hanne Thorup er konsekvenserne af opkrævningen på godt 40.000 lige nu helt uoverskuelige.

- Jeg ribber mig totalt. Jeg har ikke krone tilbage. Det er ikke rart. Jeg synes, det er urimeligt, siger hun.

Kommunen kan hjælpe

Frederiksberg Kommune har generelt mulighed for at hjælpe de økonomisk trængte lejere i Hostrups Have.

- Hvis man er mindre bemidlet og ikke har de penge, der bliver opkrævet af de nye ejere, kan man kontakte sin sagsbehandler og ellers kan man kontakte ydelsesafdelingen og så vil der blive lavet et konkret vurdering af om man kan få hjælp, siger Pernille Høxbro, Kons., der er formand for kommunens socialudvalg, til TV 2 Lorry.

Hun forstår godt frustrationen – men, som hun siger:

- Det er desværre sådan lejelovgivningen er i Danmark. Det kan vi ikke lave om på.

Pernille Høxbro opfordrer beboerne til at kontakte huslejenævnet, hvis de mener, at huslejerne i Hostrups Have generelt er for høj.

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at beboerne i Hostrups Have har modtaget en opkrævning fra de nye ejere af ejendommen. Det er ikke korrekt, at de er udsendt - blot, at de er på vej. TV 2 Lorry beklager den upræcise formulering. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik