Hostel klar med humoristisk velkomst: Trump kan bo hos os

En Facebook-video fra Danhostel Helsingør Vandrehotel proklamerer, at den amerikanske præsident kommer og overnatter. Videoen er set næsten 6.000 gange.

"The American president is coming to Elsinore'!"

Sådan starter en video udgivet på Helsingør Vandrehjems Facebookside. Se den længere nede i artiklen.

quote Da jeg hørte, han kom til Danmark, tænkte jeg, at det var nærliggende at mødes i Helsingør

Nicolai Stubtoft, souschef på Danhostel Helsingør Vandrehjem

I ruden ser man Nicolai Stubtoft, souschef på Helsingør Vandrehjem. Han er en glad mand. For han kan fortælle, at den amerikanske præsident Donald Trump har valgt vandrehjemmet i Hamlets by som sin bolig under sit kommende ophold i Danmark. 

Videoen er i skrivende stund set lidt under seks tusind gange.

Flere i kommentarsporet glæder sig allerede til at komme ned til vandrehjemmet omkring datoerne 2.-3. september, når præsidenten besøger Danmark. De håber at kunne jagte en autograf fra eller bare et kort syn af præsident Trump. 

Men måske bør de vente lidt med at glæde sig for meget. 

Reklamestunt med humor

For den amerikanske præsident har endnu ikke meldt sin ankomst til Helsingør - og videoen er tænkt som et reklamestunt: 

- Da jeg hørte, han kom til Danmark, tænkte jeg, at det var nærliggende at mødes i Helsingør. Og hvis man siger det nok gange, så kan det være, det sker, griner Nicolai Stubtoft, der er overrasket over, at nogle ikke fanger joken. 

quote Vores sted emmer af hygge, charme og personlighed, og det skal selvfølgelig også afspejles i vores videoer på Facebook

Nicolai Stubtoft, souschef på Danhostel Helsingør Vandrehjem

For selvom der er smurt tykt på i videoen og i resten af opslaget, er der alligevel tikket et par opkald ind fra borgere, der har spurgt, om det nu også kunne være rigtigt, at USA's overhoved lagde vejen forbi Danhostel Helsingør Vandrehjem. 

- Jeg lavede videoen for sjov og for at skabe lidt opmærksomhed. Vores sted emmer af hygge, charme og personlighed, og det skal selvfølgelig også afspejles i vores videoer på Facebook, fortæller Nicolai Stubtoft. 

Klar hvis han kommer

Skulle Donald Trump alligevel vælge at overnatte på Danhostel Helsingør Vandrehjem, garanterer Nicolai Stubtoft, at vandrehjemmet er helt klar til præsidenten og hans enorme følges ankomst.

- For seks år siden havde vi Sommer Summarum i haven med tusind mennesker hver dag. Så Donald Trump kan bare komme til Helsingør, og det ville være en oplagt mulighed for at lære den skandinaviske geografi lidt bedre at kende.

- Ikke et ondt ord om hans geografiske viden, men vi ved jo, at mange amerikanere tror, at skandinavien er ét land og hovedstaden ligger i Stockholm. Det ville være fantastisk, afslutter  souschefen med endnu et grin. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik