Hospitalsdirektører efterlyser mere personale

2011 kan blive til 2012, før hovedstadens skadestuer får bugt med ventetider på 12 timer, siger flere hospitalsdirektører. Meldingen vækker kritik på Christiansborg

Der er ikke udsigt til en hurtig løsning af problemerne på hovedstadens skadestuer. For først i slutningen af året, eller måske først i foråret 2012, forventer de fire store skadestuer og akutmodtagelser i hovedstaden at have løst problemerne med de ventetider på helt op til 12 timer, som i øjeblikket plager patienter og personale. Det er meldingen fra flere af de ansvarlige direktører på de fire største hospitaler i hovedstaden - Herlev, Hillerød, Hvidovre og Bispebjerg - der oplever en stigning i antallet af patienter på skadestuen og dertilhørende ekstra lange ventetider.
»Jeg håber, at vi i løbet af foråret kan få nedbragt ventetiden, så vi er klar til at overtage den yderligere aktivitet, der kommer fra nærhospitalerne,« siger Janne Elsborg, direktør på Bispebjerg Hospital til Berlingske, med henvisning til, at de fire store hospitaler i øjeblikket overtager de akutte patienter fra regionens små skadestuer. Bispebjerg har fået 15 procent flere patienter ind på skadestuen i år end forventet.
På Hvidovre Hospital peger vicedirektør Torben Mogensen også på starten af 2012, som tidspunktet hvor ventetider på skadestuen vil være nede på et acceptabelt niveau - hvilket i Torben Mogensens øjne er højest fire timer. Han siger, at de aktuelle problemer med lange ventetider skyldes, at personalet på skadestuen ikke er godt nok uddannet:
»Kompetencerne hos de uddannelsessøgende læger, som jo passer en del af skadestuen, er ikke gode nok. Derfor går ekspeditionerne langsomt. Nogle dage har vi også specialister dernede fast, og der går det væsentligt hurtigere. Det har altid været yngre læger, som passede skadestuerne. Det gjorde jeg også selv som turnuslæge. Men jeg tror ikke, vi kan give dem kompetencerne til, at de arbejder hurtigt nok og godt nok,« siger Torben Mogensen, som også peger på, at det kan blive nødvendigt at indsætte ekstra personale på skadestue og akutmodtagelse i tidsrummet fra kl. 14 til 22, hvor der er mest travlt.
Flere søger de færre skadestuer
Både Herlev og Bispebjerg Hospitalers ledelse siger, at de har behov for flere ressourcer til skadestuerne, hvis ventetiderne skal nedbringes. For der skal flere læger og sygeplejersker til, hvis ventetiderne skal ned:
»Hvis der sker en øget tilstrømning af patienter, så kommer de et sted fra, og så må man gå ud fra, at der sker en ressource-allokering fra ét sted til et andet. Hvis man lukker en skadestue ned ét sted og åbner andre steder, så går vi ud fra, der følger nogle penge med,« siger Finn Rønholt, vicedirektør på Herlev Hospital.
At hospitalsdirektørerne melder om lange udsigter for, hvornår ventelisterne er nedbragt, vækker kritik på Christiansborg:
»Det er ikke holdbart, hvis man som akutpatient skal vente 12 timer på skadestuen, og det måske i yderste konsekvens ender med en forværret sygdom eller med varige ar og grimme sår, fordi man så ikke kan lappe en skade sammen. Så det er for ringe, at man ikke kan løse den problemstilling, som man har kendt til længe. Derfor bør både direktørerne og regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen komme ud af busken og få sikret en meget hurtig løsning på problemet,« siger SFs sundhedsordfører Jonas Dahl.
Også sundhedsministeren Bertel Haarder (V) har efterlyst en hurtig løsning på ventelisteproblematikken. Venstres Eyvind Vesselbo har foreslået, at Region Hovedstadens økonomi skal kulegraves for at kortlægge årsagen til, hvorfor skadestuerne har problemer med ventetider.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik