Hospitalsansatte giver Sundhedsplatformen dumpekarakter

Der er langt flere medarbejdere på hovedstadens hospitaler, der er utilfredse med regionens nye it-system, end der er ansatte, som er tilfredse.

Foto: Lars Helsinghof Bæk / Ritzau & Scanpix

Kun 27 procent af de ansatte på hovedstadens hospitaler er tilfredse med Sundhedsplatformen.

Til sammenligning er hele 40 procent utilfredse med regionens nye it-system, mens 32 procent hverken er tilfredse eller utilfredse. Det skriver Politiken. 

Tallene stammer fra en brugerundersøgelse, som Region Hovedstaden har foretaget blandt de hospitalsansatte, som bruger Sundhedsplatformen.

Regionen lægger i undersøgelsen ikke skjul på, at resultatet er skuffende. 

- Vi erkender fuldt ud resultaterne af brugerundersøgelsen, skriver regionens Center for It, Medico og Telefoni i en præsentation af undersøgelsen. 

- Resultaterne bekræfter, at de planlagte forbedringer af Sundhedsplatformen i 2018 er nødvendige, men også, at der fortsat ligger en stor opgave foran os, og at forbedringsarbejdet skal fortsætte i de kommende år. 

Læs også Region H er længst tid om at udrede sygdomme

Mere tilfredse med gamle it-systemer

Omkostningerne i forbindelse med det nye it-system er omkring to milliarder kroner. Det skulle have været en forbedring og et "kvantespring i it-understøttelsen af regionens klinikere". 

Brugerundersøgelsen viser dog, at de ansatte var betydeligt mere tilfredse med de gamle it-systemer. 

Platformen er mindre effektiv, vanskeligere at betjene og indeholder færre informationer. Samtidig er den mindre brugervenlig end de gamle systemer, mener de ansatte. 

Der er heller ikke noget, der tyder på, at de ansatte bliver mere tilfredse, når de har vænnet sig til platformen. 

Utilfredsheden er således lige så stor på de hospitaler, der blev koblet på for snart to år siden, som de hospitaler, der blev koblet på sidste efterår. 

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret