Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Hospitaler sender huske-sms til patienter

- Husk at du har en aftale på hospitalet på torsdag den 12. maj klokken 11.15. Den slags sms-beskeder vil fremover dukke op på mobiltelefonerne hos patienter i Region Hovedstaden, så de ikke glemmer deres aftaler med for eksempel jordemoderen eller lægen.

NemSMS, som ordningen kaldes, skal være med til at nedbringe antallet af patienter, der udebliver fra undersøgelser og behandlinger på hospitalerne i Region Hovedstaden. Patienterne skal selv melde sig til ordningen på www.borger.dk.
- Vi har en forventning om, at jo flere, der er tilmeldt og husker aftalerne, jo færre aflyste behandlinger er vi dermed udsat for i regionen, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) og tilføjer:
- I de økonomisk pressede tider, vi befinder os i, er det her en relativ let og god måde at udnytte ressourcerne. Med udgangen af 2011 vil alle regionens hospitaler være med på sms-ordningen.
En arbejdsgruppe har tidligere kortlagt udeblivelser på en række hospitaler i Region Hovedstaden. På de medicinske og kirurgiske ambulatorier var frafaldet over en måned på mellem 3 og 4,3 procent.