Hospital sporer medarbejdernes bevægelser

Pilotprojekt: En sender i lommen på udvalgte medarbejdere på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal give hospitalet informationer om medarbejdernes bevægelser.

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital overvåger de medarbejderne elektronisk, men ikke på den skumle facon.

Faktisk har medarbejderne ikke noget imod det. De har velvilligt taget imod den lille sender, en såkaldt RTLS-tag - en slags sporings-chip, som de går rundt med i kittel-lommen hele dagen.

Chip skal lette hverdagen

Chippen indsamler oplysninger, som skal gøre hverdagen lettere for personalet på de to hospitaler. Oplysningerne skal bruges til at indrette Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, så rammerne bedre understøtter arbejdet.

- Det er en rigtig fin idé, at spore vores bevægelser. Vi går meget frem og tilbage efter udstyr. For eksempel oplever jeg ofte, at jeg er nødt til at hente udstyr på en stue, hvor en patient opholder sig, og kommer til at skuffe patienten, da jeg ikke er sygeplejerske på den stue. Det kunne være godt at få udtænkt nogle smartere løsninger i det nye hospital, forklarer sygeplejerske Cecilie Jespersen fra Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Pilotprojekt sat i søen

I øjeblikket er et pilotprojekt i gang på to af hospitalets afdelinger, Akutmodtagelsen og Medicinsk Modtageafsnit. Hver dag bliver syv tags på hver afdeling tilfældigt fordelt blandt medarbejderne.

- Det er ikke bestemte medarbejdere, vi sporer, for vi er ikke interesserede i den enkeltes bevægelser, men i personalets bevægelsesmønster som en helhed, fortæller projektleder Tine Hancock fra Nyt Hospital og ny Psykiatri Bispebjerg.

Mange udfordringer

Der er mange elementer, som skal prøves af i pilotprojektet. Første skridt har været at få udleveret og afhentet tags hver dag. RTLS-tags bruger batteri, der skal lades op hver dag. De sender over wifi, og her er næste benspænd. Wifi-senderne, de såkaldte Access Points, er placeret på lige linje, men for at få mere præcise data, skal de være placeret i trekant-mønstre.

- Vi har endnu ikke mulighed for at spore senderne over hele hospitalet. Derfor laver vi pilotprojektet i udvalgte afdelinger og passer nøje på at få afleveret tags'ene igen, så de ikke forsvinder ud af netværksdækningen, siger Tine Hancock og fortsætter:

- Vores data kan sagtens være fejlbehæftede, men jeg glæder mig til at give Hitachi adgang til dem, så de kan begynde at lede efter mønstre. Vi vil koble personalets bevægelser med oplysninger om for eksempel antal patienter og bemanding og se, hvad vi finder.

Japansk partnerskab med Hitachi

Den japanske teknologivirksomhed Hitachi har indgået et strategisk partnerskab om big data med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og har til pilotprojektet udviklet et program, der lynhurtigt udregner, hvor langt personalet går, hvis man flytter rundt på forskellige funktioner og rum.

- Vi håber, at vi kan optimere placeringen af rummene i fremtidens hospital, så de bedre understøtter personalets arbejdsgange. Næste skridt er at forbedre målingerne og fra februar 2016 at brede sporingen ud til hele hospitalet, fortæller Tine Hancock.

Sporing af hospitalsudstyr

Sporingen har allerede været en succes i arbejdet med at holde styr på udstyr på hospitalet. Udviklingsafdelingen har netop søgt om midler til at købe tags til hospitalets XL-udstyr til overvægtige patienter. Arbejdsmiljøkonsulent Anne Jacobsen forklarer:

- Vi har ganske få XL-produkter, som kun bruges af og til. Det kan være ekstra store senge eller udstyr til at løfte tunge patienter. Jeg synes, det er helt genialt, at vi kan bruge RTLS-tags til at holde styr på, hvor de er henne. Samtidig kan vi få data på, hvor tit redskaberne bliver brugt, og hvilke hjælpemidler der er størst efterspørgsel på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik