Hospital overså brækket ryg og tvang patient på benene

Nordsjællands Hospital ville sende en mand hjem, da læger havde overset to brud på rygsøjlen efter rideulykke.

Pensionisten Kåre Daub røg i januar af en hest. Det kostede ham to brud på rygsøjlen og intense smerter.

Men lægerne på Nordsjællands Hospital satte ham til at gå rundt på gangene og var parat til at sende ham hjem igen, da de først efter flere timer opdagede de farlige brud. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg blev ikke undersøgt grundigt nok på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital. Og det kunne have kostet mig førligheden, siger Kåre Daub til avisen.

Han blev kørt på hospitalet, da han ikke kunne rejse sig efter faldet fra hesten. I stedet for at blive lagt på et spineboard, der bruges ved mistanke om rygskader, kom han på en almindelig båre.

På hospitalet bliver der taget røntgenbillede af hans bækken og hofte. Der er ikke skader at se på billedet, og derfor kommer Kåre Daub op at gå.

Voldsomme smerter får ham til at tage meget små skridt, og en læge anbefaler en CT-skanning. I første omgang får han at vide, at der ikke er noget at se.

Nogle timer senere får læger dog øje på et brud i rygsøjlen. Billederne bliver også sendt til Rigshospitalet. Her efterlyser man flere billeder af ryggen, men kommunikationen mellem de to hospitaler glipper. 

Først 60 timer efter indlæggelsen får en anden læge øje på endnu et brud på rygsøjlen.

Kåre Daub har klaget over forløbet til Styrelsen for Patientsikkerhed. Han går ikke efter erstatning, men vil have den mangelfulde udredning frem i lyset.

- Det er jo ikke hospitalets skyld, at jeg faldt ned af en hest. Og jeg kan ikke sige, om min situation i dag havde været den samme, selv om hospitalet med det samme havde handlet korrekt, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Da der er tale om en verserende klagesag, vil Nordsjællands Hospital ikke kommentere Kåre Daubs beretning over for avisen.

Overlæge Leif Berner Hansen fra Ortopædkirurgisk Afdeling siger dog, at han til enhver tid vil beklage, når en patient oplever, at udredningen og behandlingen ikke har været optimal.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik