Hospital får kritik

Nordsjællands Hospital i Hillerød fik forleden hele otte indskærpelser, da fødevarekontrollen dukkede op. Det skriver metroxpress.

Nogle faciliteter var så slidte, at kontrolmyndigheden løftede sin pegefinger, men hvad værre var, at tre isterningemaskiner forskellige steder på hospitalet havde fået ulækre belægninger på indersiderne, fordi de ikke var rengjorte.

Eksperter har gang på gang understreget, at beskidte isterningemaskiner er risikable for syge og folk med svækket immunforsvar, for de risikerer infektioner fra bakterier, som snildt overlever i is.

»Jeg kan ikke løbe fra, at Fødevarestyrelsen har fundet tre isterningemaskiner, der ikke var så rene som de burde være,« konstaterer Morten Holle, chef for facility management-afdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

»Vi er kede af at få disse anmærkninger, men glade for at få Fødevarestyrelsens hjælp til at gøre det endnu bedre, vi allerede gør, for generelt holder vi en høj standard,« siger han.

Han fortæller, at der nu er gjort rent, og at man ikke har konstateret, at hygiejne-svigtet har haft konsekvenser for patienterne.

»Det er velkendt, at isterningemaskiner er et kritisk punkt, og derfor er vi også i gang med at udfase dem til fordel for vandkølere de steder, hvor isterningemaskiner ikke er klinisk begrundet,« siger Morten Holle med henvisning til, at isterninger i nogle tilfælde bruges til eksempelvis at køle og lindre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik