Hørsholm Kommune frygter Gangnam-effekt

Kan en kommune bruge en kortfilm med titlen »Social Kokain« til at lokke nye børnefamilier til byen?

Og risikerer man at ende med en dyr henvendelse fra et pladeselskab, som det skete for fire sydfynske kommuner, efter deres borgmestre havde danset »Gangnam Style« på internettet, hvis man ikke har helt styr på rettighederne?

De usædvanlige spørgsmål stiller man sig i Hørsholm Kommune, skriver Frederiksborg Amts Avis. Politikerne skal tage stilling til, om man vil bruge op til 400.000 kroner på at få vist en reklamefilm, der skal tiltrække børnefamilier og unge til kommunen, på TV2 Lorry.

Det vedtog man allerede for over et år siden, at man ville, men nu vurderer rådhuset, at det på flere områder kan give bagslag at bringe filmen, som oprindeligt blev lavet af en gymnasieelev til en konkurrence, som kommunen stod bag.

- Det er ikke noget, vi har prøvet før som kommune. Det er ikke en kommunal kernekompetence, og det har været svært for eksempel i forhold til musikrettighederne, siger borgmester Morten Slotved (K), som dog vil vente til Økonomiudvalget mødes i august med at give sin holdning til kende.

- Jeg tror alle sammen, at vi var rigtig glade for idéen for et år siden, men nu har administrationen undersøgt sagen, og det er deres vurdering, at der er udfordringer, siger Morten Slotved.

Men rådhusets tøven ærgrer socialdemokraten Pernille Schnoor, som oprindeligt stod bag forslaget om at bruge videoen i et alternativt reklamefremstød rettet mod børnefamilier og unge.

- Det er jo en modig satsning, og jeg tror, nogle kan være mere modige i midten af en valgperiode end så tæt på kommunalvalget. Der er måske nogle politikere, der er nervøse for, at nogle borgere synes, det er en for vild idé, siger Pernille Schnoor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik