Homoaktivist gik verden rundt under VM. Nu besøger han Copenhagen Pride

Det er rart at komme til Danmark og føle, at man kæmper en god sags tjeneste, lyder det fra russiske Alexander Agapov.

Den danske hovedstad er netop nu pyntet med tusindvis af regnbueflag på gadehjørner, i butikker og på bygninger. 

For de fleste københavnere markerer de en festlig begivenhed, der er accepteret og afholdt af politikerne på både rådhuset og Christiansborg. Men sådan er det langt fra alle steder i verden. 

I Rusland er det eksempelvis blevet forbudt på føderalt niveau i 2013 at "propagandere for afvigende seksualitet omkring mindreårige". En lovgivning som aktivisten Alexander Agapov jævnligt protesterer imod. 

Han er formand for The Russian LGBT Sport Federation, og er netop nu i København. 

- Jeg nyder den varme atmosfære her. Og at der er så mange regnbueflag, imponerer mig, siger han til TV 2 Lorry. 

Flagede mens Putin talte

Under verdensmesterskabet i fodbold tidligere på sommeren medbragte Alexander Agapov et regnbueflag på fodboldstadion, som han viftede med under præsident Putins tale, og når der blev scoret. 

Billederne af Alexander Agapov er siden gået verden rundt. 

- Jeg viste flaget, fordi det var en mulighed for at vise vores synlighed. Hvis vi homoseksuelle ikke var synlige under VM, ville de russiske statsmedier bruge det imod os ved at sige, at der ikke findes LGBT-personer, som er fodboldfans, forklarer han. 

- Det er den slags fake news, de spreder. Men det kan de ikke påstå nu. For vi var der, tilføjer han. 

Protesten har ikke fået konsekvenser for aktivisten, da stadion under VM var en såkaldt FIFA-zone, hvor det internationale fodboldforbund bestemte reglerne. 

Den russiske VM-ambassadør, har blandt andet udtalt, at regnbueflaget var tilladt under den store begivenhed. 

 

Samarbejde med dansk tøjmærke

Alexander Agapov er ikke kun kommet til Danmark for at feste under Copenhagen Pride Week. 

Han er her også for at finde støtte til sin kamp i hjemlandet.

Tøjmærket Hummel har blandt andet indgået et samarbejde med ham. I forbindelse med førnævnte fodboldturnering har man lavet en regnbuetrøje, hvor overskuddet fra salget af denne går til The Russian LGBT Sport Federation.

Hvad kan du tage med hjem til Rusland herfra?

- En masse positiv energi. Og det er vigtigt. For det vi gør i Rusland er svært at organisere. Det trækker tænder ud. Så det er godt at komme et sted som København og føle, at jeg gør det rette. At jeg har en god sag, siger Alexander Agapov.

- I Rusland føler jeg mig ekskluderet. Medier og tv tier spørgsmålet om homoseksualitet ihjel eller præsenterer historierne i et negativt lys, siger han. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik