Hollændere ville grave i Ubers regnskaber - Skat deltog ikke

Hollandske skattemyndigheder tog initiativ til fælles revision af Uber. Syv lande deltog. Men Danmark takkede nej.

Da skattemyndigheder i syv lande tog del i en fælles revision af skatteforhold i Uber, så var det uden danske Skat.

Ubers europæiske del er indregistreret i Holland.

Ifølge funktionsleder i Skat Svend-Erik Ettrup henvendte de hollandske myndigheder sig til Skat, kort tid efter at Uber blev etableret i Danmark i oktober 2014. Derfor vurderede Skat dengang, at "der ikke skete så meget i Danmark".

- Da vi får den første henvendelse, siger vi nej tak til at deltage, men siger, at vi gerne vil orienteres om, hvad der foregår, siger funktionsleder Svend-Erik Ettrup.

- Vi siger nej til at deltage i den simultane revision, men ja til at få udleveret oplysninger om danske statsborgere, siger han mandag i Københavns Byret.

Skat fik alligevel udleveret oplysninger fra Holland

Her er en straffesag mod fem tidligere Uber-chauffører er indledt. Sagerne er rejst på baggrund af de skatteoplysninger, som er udvekslet mellem Holland og Danmark.

Uber samarbejdede med de hollandske skattemyndighederne og åbner frivilligt selskabets bøger, fortæller Svend-Erik Ettrup i retten.

Revisionen fører i september 2016 til, at Skat får udleveret oplysninger om danske statsborgere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015. De får at vide, hvor mange penge, de har tjent, og hvor mange ture, de har kørt.

Senere henvender Københavns Politi sig til Skat, som giver oplysningerne videre.

Sagen udsat: Behov for flere oplysninger

Men inden da, tager Skat initiativ til at sikre sig, at oplysningerne må udveksles, forklarer Svend-Erik Ettrup i retten.

- Jeg ville være helt sikker på, at der ikke var problemer i at modtage de her oplysninger og udlevere dem til andre myndigheder. Jeg tog derfor kontakt til den kompetente myndighed i Holland.

- Jeg spurgte specifikt, om der var klausuler, hvis det var relevant at dele oplysninger med andre offentlige myndigheder i Danmark, siger Svend-Erik Ettrup.

Han forklarer, at han fik grønt lys til at dele oplysningerne.

Det var ventet, at der ville falde dom i sagerne allerede tirsdag.

Men sagens forsvarer og anklager er enige om, at der er behov for at indhente yderligere oplysninger fra Skat, slår retsformand Bodil Toftemann fast i Københavns Byret.

Sagen er derfor udsat til 28. august.

De fem Uber-chauffører risikerer store bøder.

OVERBLIK OVER EFTERSPIL

Fem Uber-chauffører risikerer store bøder for at have kørt med passagerer mod betaling uden at have taxikørekort eller en bil med den rette godkendelse. Køreturene blev formidlet med Ubers app.

* 28. marts meddelte kørselstjenesten Uber, at selskabet lukker i Danmark. Det sker, fordi den nye taxalov gør Uber ulovlig.
* Men det retlige efterspil er ikke slut af den grund.
* Fem Uber-chauffører er tiltalt for overtrædelse af taxilovgivningen.
* Det sker på baggrund af en liste, som Skat modtog sidste efterår fra Holland om indtjening på Uber-kørsel. Listen tæller omkring 1500 navne.
* Uber er et amerikansk selskab, men den europæiske del er indregistreret i Holland.
* Målet er ifølge politiet at sigte alle personer, der står på listen, hvis der er grundlag for det.
* De fem sager indledtes mandag i Københavns Byret, men er nu alle udsat til efter sommerferien.
* Tidligere er flere Uber-chauffører idømt bøder, efter de er blevet stoppet af politiet på gaden. Uber har desuden accepteret en bøde på 30.000 kroner for medvirken til ulovlig taxikørsel.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik