Højesteret: Nej til udvisning for bagateller

I sag om tigger gør Rigsadvokaten et nyt forsøg på at få nemmere adgang til at udvise EU-borgere.

Det er kun to år siden, at Højesteret sagde nej til at udvise borgere fra andre EU-lande for bagatelagtige lovovertrædelser.

Alligevel mener anklagemyndigheden, at tiden er inde til at gøre et nyt forsøg på at få skærpet retspraksis.

En ung rumæner, der har tigget tre gange, bør udvises, hævder Rigsadvokaten i en sag fra København.

Hvis sagen ender i Højesteret, må juristerne igen vende og dreje ordene i EU's såkaldte opholdsdirektiv.

Kun hvis mennesker fra andre EU-lande udgør en "reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel" mod grundlæggende samfundsinteresser, kan de blive udvist, fremgår det.

I Højesteret har dommerne allerede bedømt flere sager, som lå på vippen.

Hvis EU-borgere kommer til Danmark for at begå for eksempel tyveri, og hvis det virker organiseret og planlagt, er det i orden at udvise.

Derfor måtte to polske mænd forlade Danmark. I fuldskab havde de i en Føtex-forretning på Frederiksberg stjålet tasker fra ældre kvinder.

Men det røde kort må blive i baglommen, hvis en lovovertrædelse er bagatelagtig og virker tilfældig, har dommerne slået fast.

En rumænsk mand, der havde overnattet i et faldefærdigt kolonihavehus uden at få lov, kunne således ikke udvises. Og det gjaldt også den mand, der ved et forladt hus havde fundet en cykel, som han forsøgte at bryde låsen på.

Om den nye sag siger den rumænske tiggers forsvarer, advokat Birgitte Skjødt:

- Det er et problem, hvis vi som et af de bedrestillede lande i EU siger til et mindre rigt medlemsland, at vi vil gerne være i fællesskab med jer, men vi vil ikke se jeres fattigdomsproblemer heroppe.

- Det er vel egentlig et politisk spørgsmål, som bør løses på et andet plan og ikke ved at bede Højesteret tage stilling til, om en fattig tigger skal udvises, siger Birgitte Skjødt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik