Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Høj oliepris lokker tyvene frem

Høje priser på benzin og diesel er en væsentlig årsag til, at antallet af olietyverier er steget voldsomt det seneste år.

Tal fra Midt- og Vestsjællands Politi viser, at der i de tre første kvartaler af 2010 blev anmeldt 577 tilfælde af benzin- og dieseltyveri, mens tallet i 2011's tre første kvartaler er 927. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
 
- Der er ingen tvivl om, at de høje priser er en væsentlig årsag til stigningen. Det er let at afsætte, men hvis man får tilbudt olie til fire-fem kroner literen, så bør alarmklokkerne ringe hos folk, lyder det fra Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.
      I løbet af weekenden blev der stjålet 700 liter diesel fra lastbiler tilhørende Brødrene Dyring på Industrivej, på Holbækmotorvejen blev tre litauere set i færd med at stjæle olie fra nogle gravemaskiner, og på Poppelgårdsvej gik det over Nymølle Stenindustrier, der fik stjålet hele 1700 liter dieselolie.
      - Det er virkelig et stort problem for os. Vi gør alt for at skærme vores tank af, men tyvene har ingen skrupler, og de gør alt for at komme ind. De kører i tunge køretøjer og har batteridrevne vinkelslibere med til hængelåsen. Det virker professionelt, siger salgschef Palle Svendsen til DAGBLADET Roskilde.