HOFOR byggede vindmølle-vartegn: Nu køber de halvdelen tilbage

I en blød bue på Middelgrunden ud for København ligger en vindmøllepark med 20 vindmøller. Halvdelen af dem blev opført af HOFOR, som nu køber dem tilbage.

Halvdelen af møllerne i den store vindmøllepark ud for Københavns kyst ved Middelgrunden har fået nye ejere.

For nu at være hel præcis, har halvdelen af vindmølleparken faktisk fået de gamle ejere igen.

I 2001 opførte Københavns Energi, der senere blev til HOFOR, nemlig en vindmøllepark af i alt 20 møller ved Middelgrunden sammen med Middelgrundens Vindmøllelaug.

hofor

HOFOR står for Hovedstadsområdets Forsyningselskab.

 

Selskabet forsyner otte kommuner med vand, spildevandsafledning, fjernvarme, bygas og fjernkøling. Samtidig opfører selskabet vindmøller.

 

HOFOR ejer Amagervræket, som producerer el og fjernvarme.

 

De otte kommuner, som HOFOR forsyner, er:

  • Albertslund
  • Brøndby
  • Dragør
  • Herlev
  • Hvidovre
  • København
  • Rødovre
  • Vallensbæk

Kilde: HOFOR

Blot to år senere, i 2003, blev HOFORs møller solgt til energiselskabet Energi E2, og i dag ejes de af energigiganten Ørsted.

Men nu har HOFOR altså valgt at geninvestere i de møller, de selv solgte.

- Jeg er glad for, at HOFOR køber Middelgrundsmøllerne tilbage. De er Københavns grønne vartegn - et symbol på byens stærke miljøprofil og vores ønske om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, siger Ninna Hedeager Olsen (EL), der er teknik- og miljøborgmester i København, i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det er naturligt, at ejerskabet til byens grønne vartegn ligger hos byens forsyningsselskab. Tilbagekøbet harmonerer desuden med kommunens og HOFORs ønske om at drive og opføre flest mulige vindmøller i og nær København.

Fakta om middelgrunden

Middelgrundsmøllerne - nøgletal:

Består af 20 vindmøller opført i 2001 af Københavns Energi og Middelgrundens Vindmøllelaug. Københavns Energi ejede de ti af møllerne, mens laugets cirka 8.000 andelshavere ejede og ejer de øvrige ti møller.

Parken producerer årligt ca. 90 mio. kWh svarende til elforbruget i 30.000 københavnske husstande.

Møllerne er 105 meter høje og er af typen Bonus76.

Københavns Energi solgte i 2003 sine ti møller til elproduktionselskabet Energi E2. Energi E2 blev senere til en del af den virksomhed, som i dag er Ørsted.

 

Middelgrundsmøllernes historie:

Parken blev etableret i et samarbejde mellem Københavns Energi og Middelgrundens Vindmøllelaug. Vindmøllelauget bestod af mere end 8.600 andelshavere, som investerede i møllerne og som ejer parkens ti sydlige møller. Middelgrundens vindmøllelaug var dermed, og er formentlig stadig, det største vindmøllelaug i verden målt på antallet af deltagende personer. De ti nordlige møller var frem til 2003 ejet af Københavns Energi (som var ejet af København Kommune). I 2003 overtog elselskabet Energi E2 (hvor Københavns Energi var medejer) møllerne.

Siden 2006 har halvdelen af Middelgrundens møller være ejet af Ørsted, som i dag er globalt førende inden for udvikling og opførelse af store havvindmølleparker.

 

Kilde: HOFOR

Vindmøllerne på Middelgrunden har tilladelse til at producere strøm frem til 2025.

Men med de nye indkøb er det HOFORs ambition at gøre vindmøllerne i stand til at levere grøn strøm til københavnerne de næste mange år.

- Vi ønsker at forny møllerne, så den grønne elproduktion kan fortsættes efter 2025, hvor de nuværende vindmøller skal tages ned. De nye møller bliver nogenlunde samme størrelse, men mere effektive. Med tilbagekøbet håber vi at forlænge møllernes grønne elproduktion med yderligere 25 år, siger Jan Kauffmann, der er HOFORs direktør for økonomi og forretning, herunder vindmøller.

Samtidig fremhæver Jan Kauffmann, at vindmøllerne ved Middelgrunden passer perfekt ind i HOFORs strategi om at investere i vindmøller, der er lokalt forankret i og nær København.

- Københavns Borgerrepræsentation har særskilt fokus på flere vindmøller i og ved byen. Det er vi i gang med at realisere og har konkrete planer om to havvindmølleparker i Øresund ved Nordre Flint øst for Saltholm og syd for Aflandshage på Amager. Også repowering Lynetten er i spil, fortæller direktøren.

TV 2 Lorry var med i 2016, da Dong Energy, som nu hedder Ørsted, inviterede til 'havvindmølle-safari' ved Middelgrunden:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik