Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Hørsholm dyrest: Stor prisforskel på byggesager i kommunerne

En opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at det såkaldte byggesagsgebyr varierer meget fra kommune til kommune.

Der er stor forskel på, hvor meget borgere og virksomheder skal betale for at få behandlet ansøgninger om nye byggerier på tværs af de danske kommuner, skriver Ritzau.

Får vi 100 kroner ind i byggesagsgebyr, får vi lov til at beholde de 100 kroner.

Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K)

Og kommunerne i Nordsjælland og København ligger i den dyre ende i forhold til resten af landet, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

I Hørsholm koster behandlingen for eksempel 919 kroner i timen. Til sammenligning betaler man ikke et kontant gebyr i Nyborg Kommune på Fyn, hvor det i stedet betales indirekte over skatten, skriver Ritzau.

Kommuner må selv bestemme

Forskellen skyldes, at kommunerne selv kan vælge, om de vil tage et gebyr for byggesager, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri.

Læs også Politikere godkendte byggeri uden at kende til underskud

- Nogle vælger, at byggesagsgebyret skal være skattefinansieret. Andre siger, at det er den enkelte, som trækker på kommunens ydelse, som skal betale for den, forklarer han.

Byggesagsgebyret må ikke være en indtægt for kommunerne, men de kan vælge at gøre den skattefinansieret. Det er tilfældet i en ud af fem kommuner.

Udligningen gør det dyrere

Hørsholms timepris på 919 kroner er den dyreste blandt kommunerne med direkte byggesagsgebyrer. Mariagerfjord er billigst med en pris på 312 kroner.

Ifølge Hørsholm Kommunes borgmester, Morten Slotved (K), skyldes den høje pris i kommunen den danske udligningslovgivning.

- Får vi 100 kroner ind i byggesagsgebyr, får vi lov til at beholde de 100 kroner.

Læs også SE KORTET: Sådan er udligningen i din kommune

- Hvis borgerne betaler 100 kroner mere i skat, så beholder vi 6 kroner, fordi der er en udligning på 94 procent.

- Så vi tager fuld betaling for den arbejdsopgave, vi skal udføre for borgerne i Hørsholm, siger han.

Flere specialister i Hørsholm

Gennemsnitsprisen blandt de kommuner, som opkræver et byggesagsgebyr, er 631 kroner i timen.

Det er stort set på linje med Dansk Byggeris bud på en fair pris, som lyder på 600 kroner.

Organisationen har dog ikke et problem med, at prisen er højere - så længe at tid og kvalitet er lige så, siger Torben Liborius fra Dansk Byggeri.

Læs også Borgmester om udligning: "Det minder om at konfiskere borgernes penge"

Bag den højere timepris i Hørsholm ligger, at der er flere specialister inde over processen, forklarer borgmesteren.

- Der er mange, som ønsker at få undtagelser fra gældende lokalplaner i Hørsholm, så der er mange specialister inde over byggesager, og det afspejler sig i vores pris, siger Morten Slotved.

Fakta om byggesagsgebyr

Blandt kommuner og landsdele er der store forskelle på prisen på det såkaldte byggesagsgebyr. På tværs af de danske kommuner er der stor forskel i prisen på, hvor meget det koster at få behandlet en ansøgning om byggeri.

Kommunerne i Nordsjælland og København ligger i den dyre ende, mens fynboerne slipper billigt.
Her kan du læse om det såkaldte byggesagsgebyr:

* Kommunerne kan opkræve et gebyr i forbindelse med udstedelse af en byggetilladelse. Det kaldes et byggesagsgebyr.

* Gebyret kan opkræves direkte fra ansøgerne efter kommunens tidsforbrug, som et fast gebyr på maksimalt 1011 kroner eller helt eller delvist over skatten.

* Langt størstedelen af de danske kommuner - 68 - tager en timepris ved behandling af byggesager.

* Yderpunkterne er Mariagerfjord med en timepris på 312 kroner og Hørsholm med en timepris på 919 kroner.

* Gennemsnitsprisen for kommunerne, som opkræver et gebyr, er 631 kroner.

* Der er dog stor forskel i landsdelenes priser. På Fyn er gennemsnitsprisen 508 kroner i timen. I seks kommuner er det skattefinansieret.

* I hovedstadsområdet er gennemsnitsprisen 668 kroner i timen. I Nordsjælland er den 738 kroner.

* 22 kommuner finansierer byggesagsgebyret over skatten, mens fire har en fast pris. Fem kommuner har et delvist gebyr på specifikke byggerier.

Kilder: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Dansk Byggeri.