Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det have fatale konsekvenser. Foto: Steffen Ortmann - Ritzau Scanpix

Højsæson for sælunger ved stranden: Hold dig langt væk fra dem!

Hvis du ser en nuttet sælunge ligge alene på stranden, skal du holde dig langt væk. Det kan nemlig få fatale konsekvenser for sælungen.

Mellem juni og juli kan der spottes sælunger på de danske kyster, og i nogle tilfælde ligger ungerne alene, hvilket bekymrer mange forbipasserende strandgæster.

Hvis du støder på en nuttet sælunge på stranden, skal du dog aldrig røre ved den. Tværtimod bør du holde dig langt væk, advarer Dyrenes Beskyttelse.

- Det vigtigste at huske, når man ser en sælunge på stranden, er, at holde lang afstand fra den. Sæler er nemlig meget følsomme over for forstyrrelser af mennesker, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Læs også Sæler i Københavns Havn

Kan have fatale konsekvenser​

Michael Carlsen forklarer, at sælunger i mange tilfælde ligger alene på kysten, fordi de midlertidigt er blevet væk fra moderen. Men mor og unge finder næsten altid hinanden igen, hvis ikke de forstyrres.

- Selvom en sælunge i mange tilfælde er blevet væk fra sin mor, hvis den ligger alene på kysten, så er det enormt vigtigt, at man ikke nærmer sig den. Sælmor vil nemlig holde sig væk, hvis der er mennesker omkring ungen, og præcis den situation er en af de hyppigste årsager til efterladte sælunger henover sommeren, siger han.

Sæler er følsomme er over for forstyrrelser i deres hvileperioder, hvilket gør dem følsomme overfor menneskelige tilnærmelser og støj. Det medfører, at sælunger, der er blevet væk fra deres mødre, kan risikere at blive efterladt, hvis der er for mange mennesker.

- En sælunge passes kun af sin mor i tre-fire uger, og i løbet af den tid skal ungen nå at mindst fordoble sin vægt. Det er altså enormt vigtigt for ungen at få alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det have fatale konsekvenser. Derfor er det vigtigt at holde afstand til sælunger, så de ikke bliver efterladt, understreger Michael Carlsen.

Læs også Død sæl på stranden: Det her er ikke et særsyn fremover

Overtal af sælunger i tre regioner

I 2016 modtog Dyrenes Vagtcentral 1812 over 500 henvendelser kun omhandlende sælunger, der ligger alene på stranden.

I en opgørelse over henvendelserne til Dyrenes Vagtcentral 1812 i 2016 om sælunger, der ligger på stranden, viser det sig, at tre regioner springer frem med et overtal af sælunger: Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Hovedstaden.

- Region Syddanmark og Nordjylland indeholder mange af de store ynglekolonier for sælerne. Og i Hovedstadsområdet tror jeg mere, at det er, fordi folk ikke er vant til at se sælunger på kysterne og derfor reagere mere på synet af en enlig unge, siger Michael Carlsen.