Hjernescanning på skoleskemaet

Der er sikkert mange skolelærere og forældre, som af og til gerne vil vide, hvad der foregår inde i hovedet på deres elever og børn. På Hvidovre Hospital er forskere og psykologer godt på vej til at finde en del af svarene i et stort forskningsprojekt med deltagelse af 90 skoleelever fra københavnsområdet.

Projektet er enestående af sin art, da det er første gang, at
forskere har fået mulighed for at scanne hjernen på den samme
gruppe børn over længere tid og se, hvordan deres hjerner ser ud
og udvikler sig, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Børnene, der i dag går i 2.-6. klasse, er for tiden ved at blive scannet for tredje gang. »Børnene får scannet deres hjerner hver sjette måned, og der er forskelle at se fra gang til gang,« siger
neuropsykolog Martin Vestergaard Hansen, Københavns Universitet,
der er tilknyttet projektet.

Ud over hjernescanningerne bliver
der foretaget gen- og psykologiske test på børnene. »Vi ser både
på børnenes hjerner og den måde, som de udvikler sig på, samt
børnenes evne til at koncentrere sig, regulere uhensigtsmæssig
adfærd, modtage og kapere informationer,« siger Martin
Vestergaard Hansen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi kan se, at der er variationer mellem børnene, som ikke har noget med deres alder at gøre. Derfor kigger vi også på de ydre
påvirkninger som børnenes miljø og gener,« siger han. Et andet
aspekt i projekt er at se på den undervisning i skolen, som
børnene får til daglig, og hvilken rolle den har for udviklingen
af deres hjerner.