Hjemmehjælpere ramt af bandekonflikt: Alle skal bære ID-kort

Hjemmehjælpere fra Den Sociale Hjemmepleje i København skal bære ID-kort og jakker fra kommunen som konsekvens af bandekonflikten.

De ansatte i Den Sociale Hjemmepleje, der yder hjemmehjælp til borgere mellem 18 og 65 år, bliver nu påvirket af den spændte bandekonflikt i København. Alle hjemmeplejerne skal have tydelige ID-kort og jakker, hvor der står, at de er fra Københavns Kommunes hjemmepleje.

Det skriver Avisen.dk.

Carina Frei er afdelingsleder i Den Sociale Hjemmepleje på Nørrebro, Bispebjerg, Brønshøj og Vanløse, hvor bandekonflikten raser.

- Jeg oplever, at mine medarbejdere føler sig meget udsatte. Når mørket faldet på, begynder det hele jo at ulme lidt. Vores nattevagt har følt sig truet, for det er jo ikke rart at komme ud i områder, hvor man lige har læst, at der er blevet skudt, eller hvor der står folk i grupper. Nu begynder vores dagvagt også at være urolig, siger Carina Frei til Avisen.dk.

Kriseberedskab gjort klar

Torsdag aften var der hele tre skudepisoder i København, og den eskalerende bandekonflikt har gjort hjemmehjælperne i Københavns Kommune utrygge, efter at flere uskyldige er blevet ramt af skud den seneste tid.

De mange skyderier påvirker den daglige gang hos hjemmeplejen, og her bliver der snakket meget om, hvordan de ansatte skal forholde sig til det hele.

For at give de ansatte en større fornemmelse af sikkerhed har man klargjort et kriseberedskab, og ledelsen står til telefonisk rådgivning i døgndrift, ligesom cyklen for flere af plejerne er byttet ud med en bil, skriver Avisen.dk 

- Vi har gjort, hvad vi kan for at være på forkant, hvis der skulle ske noget, siger Carina Frei.

Utryghed blandt kollegaer

Tillidsrepræsentant i Vanløse, Brønshøj og Husum hjemmepleje, Lene Tesdorph, kan også mærke utrygheden blandt sine kollegaer.

- Den er begyndt at komme, særligt efter i går med skuddene i Tingbjerg. Vores ansvarshavende sygeplejer blev også lukket inde på grund af politiafspærringerne efter skuddet, siger hun.

Ligesom Den Sociale Hjemmepleje har Lene Tesdorphs afdeling derfor taget deres forholdsregler for at gøre de ansatte mindre usikre. De kører altid to ud ad gangen og har fået besked på at have radioen kørende, så de kan trække sig, hvis der er noget i gærde, siger Lene Tesdorph.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik