Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Hjemmehjælpere chikaneres af bøller

Smadrede bilruder, stenkast og chikane. Sådan er arbejdsdagen for social- og sundhedshjælpere på aftenvagt i Brønshøj, der dagligt bliver terroriseret af en gruppe unge ballademagere i området Gadelandet.

Sosu-hjælper Natasja og hendes makker blev beskudt med sten, da de skulle hjælpe en borger.

- Det var rigtig ubehageligt. Det var først bagefter jeg tænkte: Hvor var det godt, jeg ikke fik stenene i hovedet, for det kunne være gået rigtig galt, siger Natasja, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort, da hun frygter for sin sikkerhed.

Chikanen har varet i flere uger nu, og medarbejdernes nerver er ved at være tyndslidte.

- Gruppen har brug for, at der sker noget, for vi kan ikke holde til det mere, siger Natasja.

I ledelsen har man prøvet at dæmme op for problemerne. men indtil videre uden det store held. Blandt andet har man stoppet al udkørsel til borgerne efter klokken 20, men det havde så store konsekvenser for de ældre, at man ændrede beslutningen igen.

- Det vi gør nu er at vurdere situationen fra dag til dag. Og alle uacceptable episoder vil blive meldt til politiet, siger lokalområdeleder i Vanløse, Brønshøj og Husum, Lone Jørgensen.

I den lokale områdeledelse mener man også, at de unge bøller ikke er deres ansvar, men at andre sociale myndigheder bør skride til handling.

- Vi er jo sat i verden for at hjælpe svage borgere. Vi er ikke sat i verden for at løse alle problemer i lokalområdet, siger Lone Jørgensen.