Hjemløsheden stiger i Malmø

Stor stigning i antallet af hjemløse i Malmø.

1.333 personer i Malmø har ikke en fast bopæl. Det er 17 procent flere end oktober sidste år. Det viser Malmø Kommunes årlige kortlægning af hjemløshed, skriver nyhedsbureauet News Øresund.

Det er særligt antallet af hjemløse børnefamilier, der er steget i løbet af det seneste år. 675 børn har således ikke et fast sted at bo, hvilket er 208 flere end sidste år. Alle hjemløse børn har dog et midlertidigt sted at bo, oplyser Malmø Kommune.

For langt de fleste af de 1.333 personer uden bolig er deres økonomiske forudsætninger den eneste grund til hjemløsheden, det vil sige, at de ikke har andre problemer så som misbrug eller psykiske sygdomme.

Den såkaldte strukturelle hjemløshed stiger. For fire år siden stod 51 procent af de hjemløse uden bolig på grund af den strukturelle boligmangel i kommunen. I oktober 2015 var det 65 procent af de hjemløse, melder News Øresund.

- Vores hårde arbejde med dette spørgsmål fortsætter. Det handler frem for alt om at der skal sættes skub i boligbyggeriet. Sverige står med en stor udfordring. Samtidig er der nyt håb om at regeringens støtte til nybyggeri vil hjælpe. En del af løsningen handler også om at ændre opfattelsen af, hvad der er en accepteret indkomst hos udlejerne, siger Carina Nilsson fra kommunalråden i Malmø en kommentar til News Øresund.

Malmø Kommune arbejder efter en amerikanskinspireret model, 'Bolig først'. Den tager udgangspunkt i, at en bolig er det vigtigste grundlæggende behov, der skal opfyldes først for at kunne løse andre problemer. Kommunen har forskellige akutboliger primært til børnefamilier. Derudover har det kommunale boligselskab MKB afsat 100 ekstra lejelejligheder til hjemløse børnefamilier.

26 af de 1.333 voksne hjemløse personer bor på gaden. Malmø Kommunes definition af en hjemløs er 'en person, der mangler en egen eller en lejet bolig og som ikke har en løbende kontrakt på en fremleje og derfor er henvist til midlertidige boligalternativer på kort sigt eller som bor på gaden'.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik