Hjemløs svensker dræbt: Tre mænd er tiltalt for mishandling og drab

Tre mænd er tiltalt for at have mishandlet og kastet to hjemløse svenskere i en voldgrav, hvor én druknede.

Det så livsfarligt ud, da en svensk hjemløs mand løb rundt på vejen for at stoppe bilerne nær voldgraven på Amager en aften i april sidste år. 

Det vidner en ung mand om i Københavns Byret tirsdag, hvor han fortæller, at han forsøgte at hjælpe svenskeren med hans blødninger, før han ringede til politiet for at bede om assistance.

quote Han blødte og blev ved med mumlende at gentage, at hans ven var blevet slået ihjel

Vidne i Københavns Byret

- Jeg ser en mand, som løber på gaden og prøver at stoppe trafikken. Han går ind foran bilerne. Det så meget livsfarligt ud.

- Jeg råber til ham og løber halvvejs ud på vejen, hvor jeg trækker ham ind på fortovet. Det var ikke let, for manden ville tilbage til voldene. Han blødte og blev ved med mumlende at gentage, at hans ven var blevet slået ihjel, siger vidnet. 

Brutal sag om vold, mishandling og død

Det er første dag i sagen mod tre mænd på 21, 21 og 42 år, som er tiltalt for at have mishandlet og udsat to hjemløse svenskere for grov vold i en kolonihave i Haveforeningen Vennelyst og for at have kastet dem i en voldgrav, hvor en af dem mistede livet, da han druknede. 

Teknikere i gang inde i huset, hvor de to hjemløse brød ind og sov.
Teknikere i gang inde i huset, hvor de to hjemløse brød ind og sov.
Foto: TV 2 Kosmopol

Den mest brutale anklage er, at mændene skal have tvunget en gren med torne 15 centimeter op i endetarmen på den ene hjemløse, hvilket skadede hans organer. 

Med adskillige slag og spark skal de have givet svenskerne flænger i ansigtet, brud på ribben og blødninger i hjernen. Og slutteligt skal mændene have kastet de to hjemløse i voldgraven.

Det unge vidne fortæller, at han var på vej hjem fra arbejde og spiste en hotdog, mens han trak sin cykel.

 Her så han den ene hjemløse mand løbe forvirret rundt på vejen i gennemblødt tøj og med sår og blod i ansigtet.

Tiltalte: "Et helt almindeligt slagsmål"

De to 21-årige tiltalte mænd erkender, at have slået og sparket de hjemløse svenskere, men nægter at have mishandlet og kastet dem i vandet. For der var blot tale om et "helt almindeligt slagsmål", har de unge mænd forklaret.

quote Han var svært bekymret for sin ven. Og da han blev ved med at sige det, sagde jeg det til en betjent

Ambulancefører i Københavns Byret

Den ambulancefører, som kørte den hjemløse svensker til skadestuen i Hvidovre, vidner i retten om, at manden var gennemblødt og forvirret, da de fandt ham.

- Han havde fået slag i ansigtet, og han havde drukket alkohol. Han svingede mellem at døse hen og være vågen, hvor han mumlede, at hans ven var smidt i vandet. 

Hør Ove Larsen fortælle om, hvad politiet ved om drabet.

- Han var svært bekymret for sin ven. Og da han blev ved med at sige det, sagde jeg det til en betjent, forklarer ambulanceføreren. 

Den 42-årige mand nægter sig skyldig i anklagen, mens de to unge mænd erkender sig skyldige i dele af anklagen.

Sagen strækker sig over fem retsdage, og der ventes at falde dom i sagen 7. februar.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik