Historisk ridesti: Følg i kongernes spor i tre dage

Ryttere i Nordsjælland får en unik mulighed for at trave i de gamle kongers fodspor.

Snart kan du opleve historiens vingehus på hesteryg.

De nordsjællandske skove lagde i 1600-tallet jord til parforcejagter, som var den højeste mode blandt Europas enevældige fyrster.

quote Vi har længe manglet en længere sammenhængende riderute i Nordsjælland.

Birgit Lehmann, initiativtager

Derfor fik en gruppe ryttere fra forskellige rideklubber og på tværs af rideforbund en idé: 

Området, som til foråret bliver Danmarks femte nationalpark "Kongernes Nordsjælland", skal genindtages af nutidens ryttere ved at skabe en ny riderute.

- Vi har længe manglet en længere sammenhængende riderute i Nordsjælland – og så kommer en stor del af ruten til at gå gennem nationalparken som en ekstra gevinst, siger Birgit Lehmann, som er én af initiativtagerne, til Frederiksborg Amts Avis. 

Nu har friluftsrådet har bevilget 50.000 kroner i tilskud til arbejdet, skriver avisen.

Pengene skal gå til mobile elhegn, tøjrebomme, så hestene kan tøjres ved lejrpladser, og en app med kort og gps-vejvisning. 

En del af verdenskulturarven

Parforcejagt i 1600-tallet

Parforcejagten stammer fra Frankrig og blev indført i Danmark af Christian d. 5.
Under parforcejagterne skød kongen og hans gæster ikke bare for at få mad på bordet - men også for at vise magt og pragt. Det var nærmere et show – et stort, fornemt anlagt skuespil.

Kilde: Parforce.dk

I sommeren 2015 blev Parforcejagtlandskabet optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. En fornem liste med enestående kultur- og naturattraktioner over hele verden, lige fra pyramiderne i Egypten til Grand Canyon i USA.

Efter udnævnelsen spirede idéen om at kunne opleve landskabet til hest.

75 kilometer lang

Der er mulighed for at få en ret så øm bag undervejs på ruten  – den er nemlig intet mindre end 75 kilometer lang.

- Ruten går fra Fortunen i Dyrehaven til Esrum Kloster, og man kan ride den på tre dage, fortæller Birgit Lehmann til Frederiksborg Amts Avis.

- Der er lige en bid, hvor man skal ride på cykelstien langs Isterødvejen, men ellers går stien gennem skove og ad stier.

De to steder, der skal forbindes, kan ses på kortet nedenfor: 

Info om ruten vil snart ligge på parforce.dk

Noget de andre ikke har

Udover rideruten er der også en pilgrimsrute på vej i Nordsjælland. Den hedder ”Tisvildevejen”, kommer til at løbe fra Ersum til Tisvilde og er planlagt til at vare fire dage med mulighed for overnatninger på vejen.

Ruten er både støttet af Friluftsrådet og Gribskov kommune.

- Det er en god måde at formidle vores område på. Det handler jo hele tiden om at vise noget, som de andre ikke har. Lige præcis det at komme ud og opleve vores natur samtidig med vores spændende kulturhistorie, det tror jeg bliver vores særkende heroppe, sagde Morten Ulrik Jørgensen, formand for Kulturudvalget i Gribskov (Nyt Gribskov) til TV 2 Lorry i sidste måned.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland forventes at blive indviet i foråret 2018. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik