Historisk lav tilslutning til Socialdemokraterne

Dagens meningsmåling fra Gallup må give enhver socialdemokrat sved på panden.

Kun i et enkelt tilfælde i historien har
tilslutningen til det gamle arbejderparti været lavere. Nemlig i
slutningen af 1998, hvor daværende statsminister Poul Nyrup
Rasmussen (S) røg ud i en kæmpe troværdighedskrise, da han først
lovede ikke at røre efterlønnen for derefter at stramme
ordningen op, skriver Berlingske Tidende.

Dengang var
Socialdemokraterne vel at mærke i regering - som
oppositionsparti har S aldrig været mindre end i dag.
Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Mette
Frederiksen, lægger ikke skjul på sin skuffelse. »Det er en
meget alvorlig meningsmåling, det er et problem.

Vi vil gøre det
ypperste for at overbevise danskerne om, at der er behov for et
stærkt Socialdemokrati. Kun en part er ansvarlig for, at det kan
lade sig gøre - det er os selv,« siger Mette Frederiksen, der
lover, at danskerne her i foråret vil komme til at opleve et
Socialdemokrati med en »markant politisk profil.«

Hvis
meningsmålingerne ikke rykker sig i en mere positiv retning for
Socialdemokraterne, forudser politisk kommentator Michael
Kristiansen, at personsammensætningen i toppen af partiet vil
blive ændret inden sommerferien. »Der er krise hos
Socialdemokraterne. De er nede på et niveau, som er helt
uvirkelig for deres egen selvforståelse.

Normalt ville man i
sådan en situation begynde at overveje at skifte formanden ud -
men der er ingen til at afløse Thorning. Men udviklingen kan
ikke fortsætte i mange uger, uden der kommer krav om, at der
skal ske ændringer i holdopstillingen,« siger han. Ser man
tingene fra den positive side på venstrefløjen, er der fremgang
at spore.

SFs fremgang - i dag ligger partiet på historisk høje
20,6 pct. af stemmerne - har formået at flytte vælgere fra den
borgerlige blok. Oppositionen fik 81 mandater ved valget i
november, men har med dagens måling 84 mandater. Enhedslisten er
i målingen under spærregrænsen, men kommer de i Folketinget
efter næste valg, giver det fire mandater ekstra.

Og fastholder
oppositionen tre af de fire nordatlantiske mandater efter næste
valg, giver det 90 - og et flertal. Og sådan vil SFs
gruppeformand Ole Sohn helst læse tallene. »Det ligger og vipper
nu. Tendensen i de seneste målinger har været, at
centrum-venstrepartierne samlet rykker frem, og det er nu
godtgjort, at SF trækker stemmer henover midten,« siger Ole
Sohn.

Den Sohn-analyse hopper Venstres politiske ordfører, Inger
Støjberg, dog ikke på. Hun tror, at SF snart får et regnskab at
gøre op med virkeligheden, der vil give sig udslag i lavere
tilslutning. »SFs fremgang skyldes, at Villy Søvndal har fået
lov til at snakke og snakke og snakke. Men jeg tvivler på, at SF
kan bevare meningsmålingerne, når de skal til at vise handling
bag de mange ord,« siger Inger Støjberg.