Historisk dag i Køge: "Et lille spadestik for en enkelt mand..."

Det nye Sjællands Universitetshospital i Køge skal efter planen være taget fuldt i brug i 2022.

Første spadestik til Region Sjællands nye universitetshospital blev taget mandag af regionsrådsformand Jens Stenbæk.

- I dag tager vi det første spadestik til de bygninger, der tilsammen bliver Sjællands Universitetshospital. Det er et lille spadestik for en enkelt mand, men det er et stort stik, som regionen tager hjem i dag efter flere års grundig forberedelse, sagde regionsrådsformanden i sin tale ved spadestikket, står der i en pressemeddelelse.

Indtil videre har byggeriet bestået i gravearbejde, anlægning af p-pladser, byggemodning af området og åbningen af en midlertidig hovedindgang. Men nu skyder byggeriet for første gang op i højden med et videnscenter, der skal være 4.000 kvadratmeter og i to etager. 

I bygningen skal der være kontorer og konference- og mødefaciliteter for sygehusets personale og forskere. 

5. klasse på Ellemarkskolen er byggeriets venskabsklasse. De havde også fyldt en tidskapsel, der blev begravet efter spadestikket.
5. klasse på Ellemarkskolen er byggeriets venskabsklasse. De havde også fyldt en tidskapsel, der blev begravet efter spadestikket.
Foto: Joachim Rode

Fakta om Sjællands Universitetshospital

  • Sjællands Universitetshospital i Køge opføres som en udvidelse af det eksisterende hospital, der bliver næsten tre gange så stort, i alt 185.000 kvadratmeter
  • Byggeriet foregår i flere etaper, hvoraf Vidensbygningen er den første nye bygning. I resten af byggeperioden vil Vidensbygningen blive anvendt til byggeprojekt-kontor
  • Aktuelt er 110.000 kvadratmeter senge- og behandlingsbygninger i udbud i totalentreprise
Kilde: Region Sjælland

 

Tidskapsel begravet

Spadestikket blev fejret sammen med elever fra 5. klasse på Ellemarkskolen, der er byggeriets venskabsklasse. De begravede også en tidskapsel med tidstypiske ting som hullede jeans og en fidget spinner. 

Idéen er, at tidskapslen skal graves op, når hele byggeriet står færdigt - et minde om, hvor hurtigt udviklingen går. Efter planen skal indflytningen i Sjællands Universitetshospital være fuldt realiseret i løbet af 2022.

- Vi ved, at den teknologiske udvikling går hurtigt, og vi vil gøre byggeriet fleksibelt, så vi kan følge med tiden. Vi skal være forberedt på de fremskridt, der kommer, allerede mens vi er i gang med at bygge hospitalet - og især efter, at det står færdigt - så bygningerne bliver ved med at være gode rammer for udviklingen, og hospitalet kan følge med tiden, sagde Jens Stenbæk ifølge pressemeddelelsen.

I april 2018 beslutter Regionsrådet, hvem der skal være totalentreprenør på 110.000 kvadratmeter senge- og behandlingsfunktioner. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik