Historisk badehotel får sur smiley og bøde for skimmelsvamp

Rengøringen haltede gevaldigt, da Fødevarestyrelsen for nylig besøgte Dragør Badehotel. Det udløste en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

Det var ikke et kønt syn, der mødte Fødevarestyrelsen, da de den 12. oktober aflagde Dragør Badehotel et kontrolbesøg.

quote Lige så snart der er skimmel, så er der en ret stor risiko for, at det kan sætte sig på andre fødevarer og udvikle sig til noget, som bliver rigtig farligt, hvis man spiser det.

Martin Birk Hansen, sektionschef i Fødevare København

Ifølge kontrolrapporten var gulvet under en fryser på lageret snavset med gamle fødevarer, der var belagt med grønne og hvide skimmel. Fryseren fremstod desuden ødelagt udvendigt med belægninger af hvid og sort skimmel.

Som konsekvens fik badehotellet en sur smiley for dårlig rengøring og en bøde på 10.000 kroner.

- Når der er skimmel, er der risiko for, at de her sporer begynder at flyve rundt i luften og sætter sig på alle mulige andre fødevarer. Det giver en risiko for sygdom, hvis nogle spiser dem, siger Martin Birch Hansen, sektionschef i Fødevare København, til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at bøden på de 10.000 kroner skyldes, at badehotellet tilbage i maj måned 2017 fik en indskærpelse for et lignende forhold.  

- Når vi konstaterer det igen, inden der er gået to år, så er udgangspunktet, at vi eskalerer til en bøde. Der er tale om et sted, hvor der håndteres uemballerede fødevarer, og lige så snart der er skimmel, så er der en ret stor risiko for, at det kan sætte sig på andre fødevarer og udvikle sig til noget, som bliver rigtig farligt, hvis man spiser det, siger Martin Birch Hansen.

Badehotel erkender fejl

Hos Dragør Badehotel erkender man, at rengøringsproceduren ikke har været tilstrækkelig. 

- Vi har handlet efter aftale med Fødevarestyrelsen og fået bragt de her forhold i orden. Vi har indskærpet over for de ansatte, at de skal gøre rent under fryseren, og så har vi også erstattet de her beskidte lister på fryseren med nogle nye, siger Berent Herbst, som er repræsentant for hotellet, til TV 2 Lorry.

Han forsikrer, at badehotellets gæster fremadrettet kan forvente, at der bliver taget bedre hånd om rengøringen, så lignende forhold ikke gentager sig.

- Jeg kan personligt garantere, at vi vil være endnu dygtigere til at gøre rent i vores fødevareproduktion og undgå, at der ligger ting og gemmer sig under vores maskiner, siger Berent Herbst. 

Dragør Badehotel er et 3 stjernet hotel beliggende nær stranden med udsigt over Øresund. Badehotellet blev bygget i 1907, da den gamle jernbanelinje blev etableret til det lille fiskerleje Dragør. Det er siden hen blevet restaureret uden at miste sin oprindelige stil.

Ifølge lokalmediet DragørNyheder.dk blev badehotellet, der er også er kendt under navnet Copenhagen Airport Hotel, for nylig solgt for 25 millioner kroner. 

TV 2 Lorry besøgte i sommeren 2016 en række traditionsrige badehoteller i vores sendeområde - heriblandt Dragør Badehotel. Se mere i indslaget nedenfor:

Besøg på Dragør Badehotel og det lokale område omkring Dragør.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik