Hillerøds ældre skal på Skype

Et enkelt tryk på skærmen, og så er man i kontakt med børnebørnene eller barndomsvennen på Fyn eller i Jylland. Sådan kan virkeligheden blive for flere plejehjemsbeboere i Hillerød, hvis kommunen får bevilget det nødvendige tilskud til et kommunikationsprojekt for de ældre. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hillerød vil søge Socialministeriet om godt 600.000 kroner. For de penge vil kommunen blandt andet give 10 beboere på plejecentret Birgittehjemmet mulighed for at bruge teknologien, der kendes fra internettjenesten Skype, til at komme i kontakt med andre ældre, der bliver en slags digitale besøgsvenner.
- Det er ikke meningen, at de pårørende nu skal lade være med at besøge den ældre. Men det skal give de ældre en mere meningsfuld tilværelse. Det er svært at være pårørende til en beboer på plejecenter. Du bor på afstand, men vil gerne vide, hvordan de har det, og snakke lidt med dem indimellem. Det her kan være et supplement til den fysiske kontakt, siger formand for Socialudvalget i Hillerød Bente Claudi (K).
Ældre Sagen er begejstret for kommunens ansøgning.
- Det er et interessant og perspektivrigt projekt, som vi vil følge nøje, siger chefkonsulent Olav Felbo, der kender til tilsvarende forsøg i Canada, men ikke har hørt om noget lignende herhjemme.