Hesteryttere har fået nok: Cyklister bringer vores liv i fare

Når cykelentusiaster ræser forbi ryttere til hest, opstår der farlige sammenstød, mener hestepiger. Tidligere top-cykelrytter afviser anklager.

På Amagers landeveje vrimler det med motionsentusiaster, men de lokale hesteejere anklager cykelrytterne for at køre så hensynsløst, at der opstår livsfarlige situationer for begge parter.

De populære cykelruter strækker sig gennem de samme områder, som hesteejerne benytter til at komme i skoven, og det skaber mange farlige situationer. Hestene kan nemlig blive bange, løbe løbsk og endda sparke efter cyklerne, hvis de kommer for tæt på.

quote Jeg har flere gange oplevet, at cyklisterne har så travlt, at de ræser forbi og kommer til at snitte hestene med cyklen eller deres krop. Så reagerer hesten ved at flygte, og det kan gå rigtig galt.

Anne Egholm Faursch, beboer på Amager

For Anne Egholm Faursch, der har boet i området i 30 år, er det tydeligt, at de mange cykel-arrangementer belaster området voldsomt.

- Der er daglig cykeltræning i området, og det er store flokke, hvor al respekt og hensyn tilsidesættes. De overholder ikke færdselsloven, holder ikke tilbage ved vigepligt, giver ikke tegn og i rundkørslerne flyver de bare igennem, siger Anne Egholm Faursch, der både rider og kører hestevogn i området.

- Jeg har flere gange oplevet, at cyklisterne har så travlt, at de ræser forbi og kommer til at snitte hestene med cyklen eller deres krop. Så reagerer hesten ved at flygte, og det kan gå rigtig galt, siger Anne Egholm Faursch.

Knækkede tænder og varige mén

En af de mange hesteejere, der har oplevet, at det kan gå rigtig galt, når cyklisterne ikke holder afstand til hestene, er Dorota Seemann. For nogle år siden måtte hun hjælpe en 17-årig pige på skadestuen efter, at hun var blevet kørt ned af en cykelrytter bagfra.

- Hun gik bare med sin hest i vejkanten, men cyklisten så slet ikke op, og så kørte han direkte ind i hende. Hun knækkede fortænderne og slog ryggen, så hun stadig går til kiropraktor i dag, siger Dorota Seemann, der også fortæller, at cykelrytteren kørte videre, inden pigen fik hans navn eller telefonnummer.

Dorota Seemann har også oplevet, at en cyklist i iveren efter at overhale hende og moren, der gik ved siden af hesten, kørte så tæt på, at Dorota Seemanns dengang 78-årige mor snublede og var ved at falde i grøften.

- Hun slog skulderen og hoften, og så fik hun jo et kæmpe chok. Men det kunne være gået meget værre, og i værste fald kunne hun jo have brækket hoften. Han blev faktisk sur på min mor, skældte hende ud og kørte videre. Han mente åbenbart, at det var hendes skyld, siger Dorota Seemann.

Laila Ekberg, der også har sin hest i området, hvor de mange cykelløb afholdes, er ked af konflikten, men siger at mængden af arrangementer er blevet for stor. Hun mener, at det særligt skyldes, at firmaet Veggerby Sport & Kultur, der er ejet af tidligere toprytter, Jens Veggerby, afholder motionsløb for virksomheder, hvor op mod 100 cykelryttere kører sammen ad gangen.

- Fra rytternes side er problemet, at cykelrytterne ikke overholder almindelige færdselsregler, og slet ikke viser hensyn til os. Da det nu viser sig, at firmaet Veggerby kører event-løb for firmaer, så forklarer det måske, hvorfor det efterhånden føles meget massivt, siger Laila Ekberg.

Veggerby afviser anklager

I en mail svarer Jens Veggerby, at firmaet kun har arrangeret cykelløb på Amager tre gange i løbet af 2017 med cirka 40 deltagere per løb.

Veggerby linker i mailen til et kort over ruten og skriver desuden, at der forud for løbene er blevet adverseret hos Københavns Politi såvel som Tårnby Kommune.

Til sidst i mailen skriver han:

"Når det så er sagt, bør du prøve at tage et kig på cykelstierne ude i netop dette område, som stort set er ufremkommelige på grund af hestepære mm."

De lokale foreninger får skylden

Den lokale cykelforening, Amager Cyklering, er kede af, at de ofte får skylden for tiltag fra de kommercielle virksomheder.

quote Vores medlemmer oplever ofte at få skylden for mange af de private og kommercielle tiltag, som ikke nødvendigvis gør den samme indsats som os.

Morten Anderson, bestyrelsesmedlem i Amager Cyklering

- Vi er meget kede af, at tonen er blevet så hård. Vores medlemmer oplever ofte at få skylden for mange af de private og kommercielle tiltag, som ikke nødvendigvis gør den samme indsats som os, for at rådgive, vejlede og instruere sine cykelryttere i, hvordan man gør, når man møder heste på ruten, siger bestyrelsesmedlem i Amager Cyklering, Morten Anderson, der ofte oplever, at klagere fejlagtigt har troet udefrakommende cykelryttere tilhører Amager Cyklering.

Morten Anderson siger også, at en god dialog med hesteejerne er vigtig for dem, og at de drøfter hver klage med deres medlemmer, ligesom de gerne inviterer hesteejerne til at komme forbi og løse konflikten. Ingen har endnu taget imod det tilbud.

Cyklisterne kan også komme til skade

Men det er ikke kun farligt for hesteejerne, for også cykelrytterne risikerer at komme til skade, når hestene bliver bange. Det oplevede Lone Sivebaek i foråret, da hendes hest blev bange for en gruppe cykelryttere. Da gruppen kommer kørende med høj fart, bliver hesten bange, og mens hun giver tegn til gruppen, forsøger hesten at flygte.

- De opdager det heldigvis, men der er de så tæt på os, at de må bremse meget hårdt op, og nogen af dem kører ind i hinanden og styrter. Der skete dem heldigvis ikke noget, men de var meget tæt på at buldre lige ind i min hest, siger Lone Sivebaek, som understreger, at hesten ellers er meget trafikvant, men at store cykelgrupper i høj fart skræmmer selv de bedste.

Artiklen er blevet til i et samarbejde med journalistuddannelsen på RUC.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik