Hestene giver hende ro: Infantil autist satser på travkarriere

17-årige Amalie Pihl er infantil autist, men har nu fundet sin rette hylde på Charlottenlund Travbane. Mød hende i TV 2 Lorrys nye serie, På Trods.

06:39

Skolen var en kamp for Amalie, der er infantil autist. Men Amalie har ikke givet op. Heste har givet hende mod på at sætte sig et mål.

- Jeg er ikke så glad for, når der er mange mennesker og meget larm.

Amalie Pihl er infantil autist - en udviklingsforstyrrelse, som giver hende problemer med sociale interaktioner, kommunikation og adfærd.

Særligt var der store problemer i skolen. På grund af ganespalte gik Amalie først i en særlig taleklasse, men blev overflyttet til en normal klasse, hvor hun hurtigt fandt ud af, at hun var anderledes.

- Der gik det helt galt. Det endte med, at jeg ikke ville i skole - og var bange for det også på grund af lærerne. De hjalp mig ikke, og de var rigtig ubehagelige også, husker Amalie med en klump i halsen.

Spiseforstyrrelse fik hestene på banen

Amalie udviklede en spiseforstyrrelse og blev indlagt. Men det var også i den periode, at hendes mor skaffede en hest til hende, og siden da har hestene været hendes et og alt.

- Hvis den kan mærke, at jeg er ked af det eller har brug for hjælp, så kommer de over. Det er det, jeg godt kan lide ved dyrene. Og så er det også bare rart at have en god ven.

Da Amalie skulle i skolepraktik, tog hun selv initiativ til at tage kontakt til den professionelle travtræner Kenneth Nielsen på Charlottenlund Travbane. Nu har hun været tilknyttet Kenneth Nielsens stald i to år.

- I starten sagde jeg ikke noget, stort set. Jeg gik bare bag de andre. Men det er ved at gå over. Nu har vi det sjovt og griner, og de kan sige noget til mig uden, at der er noget.

Det er sjovere i stalden end derhjemme. Amalies lillesøster er atypisk autist og har ADHD, angst, depression og er selvskadende, og det har gjort det svært for Amalie at være i hjemmet i Skibby.

- Men herude klarer hun det hele til UG. Hun knytter sig så meget til dyrene. Man føler lidt, at der sker et eller andet magisk, når hun står med dyrene, siger Amalies mor, Birgitte Pihl.

Ambitioner om en professionel travkarriere

Amalie har taget pony-licensen, så hun kan køre løbe med de små heste, men ambitionerne stopper ikke der.

- Jeg vil hellere køre med de store. Det er meget sjovere. Der er mere fart på, griner Amalie.

- Jeg vil gerne være professionel, og så vil jeg gerne være travtræner, men nu tager vi lige et skridt ad gangen.

SERIEN PÅ TRODS

Amalie er en af fem unge, der fortæller om deres benspænd og jagt på drømmen i serien På Trods.
 

Her kan du også møde 25-årige Malou Westphal, som har sat sig for at udleve sin største drøm trods diagnosen multipel sclerose. 

 

16-årige Sebastian Sørensen fra Farum har Tourettes Syndrom – en kronisk lidelse, som giver ufrivillige motoriske og verbale tics. Efter flere års træning har Sebastian fået minimeret sine tics så meget, at han kan fokusere på fremtiden.

 

Du kan også møde 28-årige Mads Baulund, der er synshanidcappet, men alligevel vil løbe maraton,

 

21-årige Mia Østergaard blev ramt af en depression, da hun gik i gymnasiet i jagten på 12-taller. I dag drømmer hun om et liv som guldsmed.

 

Se hele serien her

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret