Heroinsmuglere fik hårde domme

Fire mænd dømt af Retten på Frederiksberg i større sag om heroinsmugling og salg

Fire mænd fik torsdag hårde domme i Retten på Frederiksberg for at indsmugle, opbevare og videresælge en større mængde narkotika, blandt andet heroin. Det skriver Ritzau.

Stoffet blev for et år siden smuglet til landet i bil.

 

Mændene er dømt for to indsmuglinger. Første gang smuglede de to kilo heroin inklusive fyldstof, anden gang omkring et halvt kilo heroin, 720 gram amfetamin og knap et kilo fyldstof.

Ved en ransagning af en lejlighed på Frederiksberg, der tilhører en af de dømte, og som mændene tilsyneladende brugte til at forberede stoffet til salg på gadeplan, fandt politiet omkring et kilo kokain.

 

Dom: Syv år og seks måneder

 

Tre af mændene blev anholdt 23. marts sidste år i en lejlighed i Hvidovre. Ved den lejlighed havde de 730 gram heroin på sig, som anklagemyndigheden mener skulle sælges.

Den hårdeste straf fik en 37-årig mand, som retten idømte en fængselsstraf på syv år og seks måneder.

Anklagemyndigheden havde ifølge Ritzau forsøgt at få ham dømt for mindst 9,5 kilo heroin, men retten fandt det kun bevist, at han og hans medtiltalte havde haft med godt og vel to kilo at gøre.

Imidlertid blev han også dømt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, idet han havde en halvautomatisk pistol med magasin og 12 patroner.

 

To mænd på 44 år og 37 år fik henholdsvis seks år og seks måneders fængsel og seks års fængsel.

- Strafudmålingen viser, at der efter rettens opfattelse er tale om hård narkokriminalitet, siger anklager Janne Holstein Pehrson til Ritzau.

De tre mænd modtog alle deres dom.

 

Fjerdemand udvist - ønsker betænkningstid

 

Fjerdemanden i sagen - en 32-årig mand, hvis rolle i sagen betegnes som kurer - blev idømt fire år og seks måneders fængsel for at transportere narko til Danmark. Han blev desuden udvist af Danmark.

Denne mand har som den eneste udbedt sig betænkningstid og overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.

 

Sagen er efterforsket af SEØ, Særlig Efterforskning Øst. Ifølge sagens anklageskrift er yderligere to navngivne mænd mistænkt i sagen. Også flere uidentificerede personer menes at have deltaget i indsmuglingen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik