Pernille Blume på den røde løber ved det årlige sportsgalla-show. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Gladsaxe-pige er Årets Sportsnavn 2016

Det blev OL-guldmedaljesvømmeren Pernille Blume, som løb med prisen som Årets Sportsnavn ved Sport 2016.

Jeg ville ønske, at I alle kunne opleve det, som jeg mærker.

Pernille Blume

Med sin OL-guldmedalje i 50 meter fri samt OL-bronzen med holdkappen i Rio leverede svømmeren Pernille Blume en af de mest bemærkelsesværdige præstationer i dansk sport i 2016.

Lørdag aften var den præstation med til at sikre hende prisen som Årets Sportsnavn, som hun fik overrakt ved showet Sport 2016 i Herning.

- Jeg ville ønske, at I alle kunne opleve det, som jeg mærker. Tusind tak for al den kærlighed, I viser mig, lød det på scenen i Herning fra en rørt Pernille Blume.

Læs også Pernille Blume: Nu skal jeg være sygeplejerske

Prisen uddeles i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten, og med hæderen følger samtidig en check på 75.000 kroner.

- Pernille kom til OL uden det store pres, og der var ikke mange danskere, der kendte hende eller forventede sig det helt store fra hendes side, siger DIF-direktør Morten Mølholm i en pressemeddelelse.

- Alligevel eller måske netop derfor så tog hun Danmark og hele verden med storm og vandt ikke mindre end to OL-medaljer inden for en times tid. Det var der ingen af os, der havde turde drømme om før OL.

Læs også Imponerende: 12-talsstudent skal videre til OL

Det var 26. gang, at prisen blev uddelt, og Blume vandt foran hækkeløberen Sara Slott Petersen, som vandt sølv ved OL, samt herrelandsholdet i håndbold, der tog guld ved OL.

Hun er den fjerde svømmer gennem tiden, som modtager prisen. Tidligere har Mette Jacobsen (1991 og 1995), Lotte Friis (2009) og Jeanette Ottesen (2011) vundet prisen.

Pernille Blume er vokset op i Bagsværd og træner til dagligt i Gladsaxe. Hun danner par med kajakroeren René Holten Poulsen, der vandt prisen som årets sportsnavn sidste år. 

Talentprisen gik til brydesportschef Thor Hyllegaard Pedersen, Årets Forbillede gik til håndboldlederen Rikke Nielsen, og Årets Energibundt blev orienteringsløblederen Tim Falck Weber.

 

De vandt også priser ved Årets Sportsnavn 2016

  •       BT Guld: Herrelandsholdet i håndbold.
  •       Danskernes Idrætspris: FC Prostata (fodbold).
  •       Talentprisen: Sportschef Thor Hyllegaard Pedersen (sportschef i brydning).
  •       Årets Mandlige Fodboldspiller: Kasper Schmeichel.
  •       Årets Kvindelige Fodboldspiller: Pernille Harder.
  •       Kulturministerens Handicapidrætspris: Stinna Tange (dressur).
  •       Fidusbamsen: Signe Vembye (cheerleader).
  •       Årets Forbillede: Rikke Nielsen (håndboldleder).
  •       Olympiske Håb: Cathrine Dufour (dressurrytter).
  •       Årets Energibundt: Tim Falck Weber (initiativtager i orienteringsklub).
  •       Årets Jubelscene: Casper U. Mortensen (håndboldlandsholdet).
  •       Nyt medlem af Hall of Fame: Eskild Ebbesen (roning).