Foto: TV2/ Lorry

Her har skoleleverne landets højeste fravær

Høje-Taastrup er landets værste kommune, når det kommer til elevfravær.

Flere ugers fravær i løbet af et skoleår er almindeligt i folkeskolen.

I Høje-Taastrup, der topper den kedelige liste over, hvor skoleleverne har mest fravær, misser eleverne i gennemsnit 16,8 skoledage på et år. Det viser en analyse, som Politiken har lavet ud fra tal fra Undervisningsministeriet.

- 10 dage er ikke helt skævt, men når vi kommer over 12-13 dage, er det bekymrende. Der er mange grunde til fraværet. Nogle børn har det svært i livet og er presset på mange leder og kanter. Og så er der de forældre, som ikke forlanger nok af deres børn, og som tager det at gå i skole lidt for let. Så får børnene lov at være hjemme en dag hist og her, siger Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, til Politiken.

Claus Hjortdal peger på, at en elev, der har 10 dages fravær hvert år, i alt mister et halvt skoleår af folkeskoleforløbet, mens 20 dage svarer til et helt mistet skoleår, inden man står med eksamensbeviset i hånden.

I Høje-Taastrup Kommune står det værst til på Gadehaveskolen. Her er hver elev i snit væk 26,6 dage.

Det er især de ældste klasser, der har højt fravær, men en stor del af fraværet skyldes også, at forældre vælger at holde ferie uden for skolernes ferier.

Fraværet kan tydeligt aflæses i elevernes endelige eksamensgennemsnit. Elever med under 4 fraværsdage om året fik 2,5 karakterpoint højere ved de bundne prøver end elever med 20 dages fravær.